Angst, håb og rock’n’roll

Hvornår er man en rigtig iværksætter? Skal man være 19 år eller 22 og bo fem år i sin mors kælder, mens man forsøger at lave lakrids? Eller kan man også blive iværksætter, når man er 39 år, har erfaring fra arbejdsmarkedet, hus og fire børn?

Det er nogle af de spørgsmål, Nis Grønager Madsen stiller – og giver sit svar på – i hans seneste bog: “Angst, håb og rock’n’roll”

Jeg mødte Nis, da vi begge havde kontorplads på Coworking Plus i Odense. Nis har arbejdet med foredrag gennem flere år, og jeg var på det tidspunkt ved at samle mod til at gå i gang med foredrag (jeg er stadig ved at samle mod, haha).

Og så var Nis ved at skrive en bog om det at springe ud som iværksætter, når man er over 35 år. Godt halvdelen af nyudsprungne iværksættere er faktisk over 35 år, når de starter virksomhed, men underligt nok eksisterer der næsten ingen litteratur om det. Til gengæld er der masser af heltefortællinger a la Martin Thorborg og Johan Bülow. Og især Martin Thorborg råber utroligt højt om, at iværksætterlivet er ligesom at blive smidt alene ned i Afghanistan som en Navy Seal.

Mindre kan også gøre det

Ahh, okay, Thorborg. Mindre er måske også muligt?

Da jeg fandt ud af, at Nis var i gang med at skrive denne bog, sagde jeg, at han måtte sige til, hvis jeg kunne være behjælpelig med research. Og så lavede vi en “udveksling af ydelser”. Jeg hjalp Nis med mine betragtninger som iværksætter og freelancer. Og Nis gav mig et skub hen mod, hvordan jeg kunne få mere hul på min foredragsdel. Og hey, så endte det faktisk med, at jeg sagde ja til at blive redaktør på Nis’ bog.

Jeg er på bogens “bagflip” – woop woop!

I bogen bruger Nis sig selv som case. Og så inddrager han fire eksperter undervejs. Nis var selv 39, da han valgte at springe ud som iværksætter. Han var gift, havde fire børn og boede i et hus. Det er nogle år siden, han valgte at gøre alvor af sin iværksætterdrøm. Nis er stadig gift, har stadig fire børn og bor stadig i et hus.

Jeg er rigtig glad for den vinkel, Nis valgte i sin fortælling. For ligesom Nis har jeg heller ikke nogen drøm om at satse alt eller ingenting for at få min iværksætterdrøm til at lykkes. Jeg befinder mig fx lige nu i den velsignede situation, at jeg har fundet verdens bedste kæreste. Ham vil jeg sgu da ikke give slip på, bare fordi jeg har ambitioner og drømme for mit arbejdsliv. Jeg vil faktisk rigtig gerne blive ved med at have ham som kæreste – og forhåbentlig skabe en fremtid sammen med ham. Drømme sammen med ham. Og bygge et liv op sammen med ham.

Rutsjebane

I bogen er Nis meget ærlig i sin fortælling. Han åbner op for den angst, der følger med. En angst, som han er nødt til at håndtere i al den usikkerhed, der følger med i iværksætterlivet. Jeg kan i den grad genkende angsten. Jeg har jo levet med angst i flere år nu.

Det er en lettelse at læse, hvordan en anden iværksætter italesætter meget af det, jeg også føler. Angstlidelse eller ej – du vil som iværksætter kunne genkende SÅ MANGE TING, hvis du læser Nis’ bog. Opturene. Nedturene. Usikkerheden. Identitet(skrisen).

For hvordan præsenterer man fx sig selv? Er man rigtig iværksætter, hvis man har et deltidsjob ved siden af? Eller er man først rigtig iværksætter, når man kører uden anden økonomisk hjælp på sidelinjen?

Dan dag, jeg fik overdraget nis’ bog

Det er gode spørgsmål. Og det er spændende at følge Nis på hans rejse. På hans utallige rutsjebaneture. Undervejs kunne jeg (som læser) godt tænke: “Hvornår stopper rutsjebanen? Kommer der ikke en ende?” Og jo, det gør der. Men så alligevel ikke.

Og når jeg trækker paralleller til mit eget iværksætterliv, så går det op for mig, at det meget af tiden jo egentlig er sådan. Det handler så også om, hvordan man håndterer turene? Skaber de angst (hver gang)? Eller kan han/man/jeg lære bare at være med dem? Og kan man begynde at nyde dem også?

Roen og balancen i det usikre

Lige nu er der en del uafklaretheder i min hverdag. En fod, som stadig driller og skal scannes på hospitalet. Jeg må ikke gå for langt ad gangen, for så overbelaster jeg den. Efterregninger fra en operation på min hunds numse, og et forsikringsselskab og et hundehospital, der ikke har kunnet snakke særlig godt sammen. Et driftsbudget og nogle økonomiske ambitioner, som ikke kunne nå at holde stik (endnu).

Heldigvis er der lige så meget godt, der sker. Fx ham kæresten. Og så står en flytning for døren. Jeg kommer i starten af det nye år til at rykke min base op og flytte fra Odense til Nyborg. Jeg glæder mig til den flytning. Jeg har elsket at bo i Odense i nu snart syv år. Syv år er mit lykketal. yndlingstal. Nu venter der noget nyt. Og heldigvis snakker alle godt om Nyborg, så jeg glæder mig.

Der er fortsat interesse for min film, og jeg er blevet inviteret med i et landsdækkende netværk, som hedder “Netværk for Kultur, Natur og Sundhed”. Om et par uger finder første møde sted i Herning, og jeg er rigtig spændt på det møde.

Behov for et samarbejde

Jeg er kommet frem til, at jeg arbejder for meget alene. Jeg har brug for at alliere mig med nogen. Om jeg skal ind og have et lønmodtagerarbejde, eller om jeg skal fortsætte som selvstændig – med en aftale om et længerevarende samarbejde (med fast månedlig indtægt) – det er jeg lidt usikker på. Men jeg kan i hvert fald mærke et stort behov for vidensdeling.

Jeg sidder inde med ekstremt meget personlig viden om kunst og sårbarhed. En del af det fortæller jeg i min film (Min sårbarhed. Min styrke. Min kunst.), men jeg sidder inde med MEGET mere.

Forskning?

Måske skal være med til at forske i emnet. Måske skal jeg hjælpe andre sårbare i gang med en kreativ og kunstnerisk proces. Måske skal jeg selv skrive en bog? Jeg har SINDSSYGT meget materiale. Det behøver ikke alt sammen være lige nu og her, men jeg har lyst til at gå ad den vej. Lige så stille …

I første omgang skriver jeg det i dette blogindlæg. Og så vil jeg se, hvilken vej det kan tage mig.

Tilbage til Nis og hans bog. Jeg forstår ham og bogen så godt. Og hvis du også er iværksætter eller tænker på at blive det, er jeg sikker på, du vil finde masser af inspiration i hans bog. Den er skrevet i en letlæselig tone, hvor alle kan være med. Og jeg måtte også stoppe op for at grine nogle gange undervejs.

Du kan læse mere om bogen via dette link.

Tak for en god bog, Nis.
// Sara