Diskusprolaps er sjovere end depression

Jeg har nu rendt rundt med min diskusprolaps i … hmm, jeg ved faktisk ikke helt, hvor mange måneder det er. Måske tre, måske fem. Den blev i hvert fald opdaget i december. Og jeg er efterhånden blevet ret så grundig undersøgt gennem udredningsforløbet fra september til december sidste år. Det sidste i udredningen er også lige faldet på plads. Jeg har nemlig også problemer og nervesmerter i min venstre arm, men ingen kunne fortælle mig hvorfor, og det var ikke relateret til prolapsen i lænden.

I sidste uge var jeg på Rygcentret i Middelfart, hvor en kiropraktor kunne fortælle mig, jeg har “winging” på mit venstre skulderblad. Det betyder, at musklen ved skulderbladet er svækket, så den ikke kan holde skulderbladet ordentligt på plads, og det så “vinger ud”. Det skaber problemer i min skulder og i min arm – jeg tænker, der må være en lidt forstyrret nerve et sted derinde også.

Alt i alt er jeg ved godt mod, selvom det har været udmattende at gå til så mange lægeundersøgelser for at få svar. Sjovt har det selvfølgelig ikke ligefrem været.

Eller hvad …?

Sammenligning med sidste sygemelding

Løbende undervejs i denne sygemelding har jeg gjort mig mange tanker om, hvordan jeg er blevet behandlet. Og hvordan jeg blev behandlet sidste gang, jeg var sygemeldt. Med depression og angst.

I denne her omgang føler jeg mig supergodt behandlet. Selvom udredningen var udmattende, så følte jeg mig lyttet til, set i øjnene og anerkendt for mine smerter – også selvom lægerne i lang tid ikke kunne finde noget, som var galt med mig. Efter mange undersøgelser, der alle viste, jeg var i topform nåede jeg at tænke: “Nu siger lægerne snart til mig, at det er noget psykisk.” Men det gjorde de ikke.

Også på kommunen føler jeg mig heldig. Min sagsbehandler er supersød, imødekommende og forstående. Hun tager sig altid god tid til mig, kigger mig også i øjnene, taler til mig som et ligeværdigt menneske, og hun hjælper mig, når jeg har spørgsmål eller andet, jeg ønsker svar på.

Hvordan var det så sidste gang?

Hmmm…. Sidste gang jeg var sygemeldt, var i 2012-2014. Jeg husker det sådan her:

Sagsbehandlerne ved kommunen havde ikke ordentligt tid til mig De kiggede mig ikke altid i øjnene. Jeg havde ikke én bestemt sagsbehandler tilknyttet, men blev kastet rundt mellem mange forskellige. Det gjorde mig utryg. Jeg var bange. Jeg var fyldt med angst og kunne næsten ikke komme ud ad døren og af sted til et møde. Når jeg så kom ind på kontoret, vidste jeg aldrig, hvad jeg mødte. Tit var det hele forhastet, og det forventedes, at jeg skulle åbne op for al min smerte på fem minutter overfor et menneske, som jeg ikke kendte, og som ikke virkede oprigtigt interesseret i, hvordan jeg havde det. Jeg havde bare lyst til at klappe i som en østers og ikke sige noget. Men så fik jeg skæld ud.

Brevene fra kommunen var heller ikke sjove at modtage. Alt det med småt gjorde mig bange og føltes som trusler. De truede hele tiden med at tage mine sygedagpenge fra mig, hvis ikke jeg kunne sige, hvornår jeg var rask. Jeg var med andre ord under tidspres for at blive rask. Ehm…. Hvordan skal det hjælpe en, som er så hårdt ramt af depression og angst? SKYND DIG at blive rask!!

Systemet (og jeg) er blevet klogere

Nuvel. Der er sket ændringer. Det kan jeg tydeligt mærke. Systemet har taget ved lære af nogle af deres fejl. Venteværelset på kommunen er for eksempel blevet meget bedre. Før sad jeg i et lille lokale sammen med 15-30 andre mennesker, som ventede på at blive kaldt ind. Der var aldrig stole nok, så mange gange stod jeg presset op af væggen. Uhh, hvor det ikke hjalp på min angst, at jeg skulle stå der.

Nu har de venteværelset i en stor foyer. Der er lyst og åbent og rart. Der står en kaffeautomat, og man må tage en kop gratis kaffe eller te, mens man venter. Det er virkelig en skøn forbedring. Tak for det.

Denne gang er jeg også blevet tilknyttet den samme sagsbehandler, hvilket giver stabilitet og tryghed. Jeg ved, hun kender mig og min sag. Det er rart. Og så er der selvfølgelig også det faktum, at jeg denne gang har et meget bedre overblik og overskud. Altså rent mentalt. Det havde jeg slet ikke under depressionen og angsten.

Men prolapsen er sgu stadig federe

Alligevel vil jeg vove at påstå, at en prolaps bare er federe en end depression. Og jeg må sige, at jeg synes, jeg modtager så meget forståelse og sympati, bare fordi jeg har en diskusprolaps. Det er også meget, meget lettere at sige højt: “Jeg er sygemeldt med en diskusprolaps.” Det er sgu da federe end at sige: “Jeg har en depression, og jeg har det bare rigtig skidt.”

Før blev jeg mødt med tavshed, hvis jeg sagde det højt. Der blev en akavet stemning. Folk følte sig utilpas. De vidste ikke, hvad de skulle sige. De slog måske øjnene ned. Hvis jeg da overhovedet sagde noget. For ofte havde jeg jo ikke lyst til at sige det. Det var så sårbart, og jeg var næsten altid lige ved at bryde sammen i gråd, når jeg skulle sige det højt. Min stemme knækkede eller blev en hvislen. Øjnene tårede op. Halsen snørede sig sammen. Hvis jeg valgte ikke at sige noget, forstærkede det blot ensomheden.

Selvom de fleste reagerede med tavshed, kunne jeg også møde det modsatte. At mennesket foran mig ville italesætte det. Og det er jo egentlig en sød tanke. Men ofte var det bare heller ikke, hvad jeg havde brug for. Måse ville personen foran mig give mig et godt råd: “Du skal da bare ud og dyrke noget motion.” Eller: “Er du så på medicin?” Ja, det var jeg, men det havde jeg altså heller ikke lige lyst til at stå og snakke om. Jeg kunne da også sagtens se, det var en god idé at dyrke motion, men når den største overvindelse var blot at komme ud af sengen om morgenen – eller bare i løbet af dagen …

Despression er virkelig en nasty fætter! Den kan være så altoverskyggende og sindssygt dominerende. Den kan omslutte dig totalt, så det kun er den, der eksisterer i din verden. Du bliver den. Depressionen overtager din identitet.

Min diskusprolaps har ikke overtaget min identitet.

Men hvad gør vi så?

Jeg ville ønske, jeg kunne give et klart svar. Det kan jeg ikke, for sårbarheder er også forskellige. Og de kan ramme forskelligt. Én ting ved jeg dog:

Vi skal tale om det!

Vi skal sige tingene højt. Vi skal anerkende sårbarheder som en del af livet. Som en del af os alle. Ingen kommer igennem livet uden at være sårbar. Vi skal også have større viden omkring det. Nedbryde tabu – det er vi heldigvis i gang med, men der er et stykke vej endnu. Og helt ærligt, så kunne vi altså også godt bruge kunsten lidt mere. Fx var jeg helt overvældet på Middelfart Sygehus og Rygcenter over, hvordan de havde tænkt kunsten ind på deres hospital.

Der var skønne gange med dejligt lys. Og der var kunst rundt omkring på så mange vægge, på trapperne i den store ankomsthal. Hvorend jeg vente mig, fandt jeg kunst. Ja, der var søreme endda en ridder.

Hvor er kunsten på de psykiatriske hospitaler?
// Sara