En god rejsebog
Jeg er netop blevet færdig med at læse en rigtig god bog. Det er min venindes mand, der har skrevet den, og det er hans debutroman. Bogen hedder ‘Studiet’ af Anders Bo Christensen.
‘Studiet’ handler om Philip, som bor i Danmark med sin kone Linda. Men Philip har skabt en ny personlighed, når han er i Sverige for at arbejde. Det er han tit. I Sverige hedder han Carl. Vi følger Philip/Carl i hans dobbeltliv, og hvordan han navigerer mellem de to personligheder, fx ved at have sine mest private ting (vielsesring, parfumeduft mm.) låst inde i et skab i Danmark, så han efterlader “Philip”, når han rejser til Sverige og omvendt.
I bogen bliver vi udover Philip/Carl introduceret for de vigtigste mennesker omkring ham, som udgør en stor del af handlingen. Vi bliver viklet ind i Philips/Carls (manipulerende) spil, men får samtidig en forståelse for de andre mennesker undervejs.
Giv dig tid
Det er en meget sansende bog, som man skal tage sig tid til at læse. Det er fascinerende, hvor detaljeret Anders Bo Christensen kan skrive. Forfatteren har en helt særlig evne til at dykke dybt ind i et menneskes bevidsthed, så vi får historien fortalt ud fra forskellige vinkler.
Til tider kan det være lidt svært lige at følge med i, hvis hoved vi nu befinder os i. Men det er også det, der er fedt ved bogen. Det kræver, at man lige koncentrerer sig om det og holder fokus.
Derudover bærer historien præg af nøje research. Det er både research inden for forskellige arbejdsområder og steder, vi befinder os i løbet af fortællingen. Forfatteren tager os i hånden og lader os komme med ind bag.
Meget anbefalelsesværdig
Det er dejligt med en bog, hvor man kan fordybe sig. Samtidig havde jeg også brug for at tage mig nogle pauser fra den, så det lige kunne synke ind og falde på plads. Der skal være tiden til lige at fordøje undervejs, synes jeg.
Hvis jeg skal sætte tre ord på bogen, så må det blive: Sansende, detaljeret og gennemtænkt!
Jeg tog mig tiden til at læse den under en rejse til Singapore og Langkawi (ø i Malaysia) i januar 2017. 🙂
// Sara
No Comments