Forskellen mellem det personlige og det private

I onsdags – d. 9. oktober 2019 – var jeg i Aalborg for at deltage i en filmfestival ved navn “Don’t Fear the Weird”, som løb af stablen over tre dage og blev afholdt i Biffen Nordkraft i Aalborg. Jeg har før skrevet et blogindlæg om den filmfestival, det kan du læse lige her.

Filmfestivalen var arrangeret af PsykInfo og Psykiatrien Region Nordjylland og satte fokus på det skæve sind på den fedeste måde – med positiv opmærksomhed og masser af humor.

“Min sårbarhed. Min styrke. Min kunst.” skulle vises i Biffen, og jeg skulle for første gang inden en filmvisning holde et oplæg. Til alle de andre biografvisninger af min film er jeg også mødt op og har givet en (kort) introduktion. Denne gang skulle jeg tale i 20 minutter. Alene!

Mikrofontjek

Det var meningen, jeg ville fortælle om, hvordan jeg brugte kunstterapi i min helingsproces, da jeg var syg med depression og angst. Men da jeg to dage inden filmfestivalen satte mig ned for at skrive oplægget, så havde jeg sådan lidt en knude i maven. Jeg havde weekenden inden skrevet nogle noter ned, så egentlig skulle jeg “bare” samle sammen på noterne og få struktur indenover, så det kunne blive til et oplæg.

Jeg fik også ret hurtigt skrevet fire sider. Jeg tænker: “Okay, så har jeg noget. Nu skal jeg bare lige øve det.” Jeg fik aftalt med min mor, at jeg kunne øve det foran hende. Det er rart at have øvet det foran et “fiktivt” publikum. For så kan man bedre mærke, hvad der fungerer og ikke fungerer.

Kloge ord fra filmkonsulent

Jeg suser til Kerteminde, hvor mine forældre bor. Jeg går i gang med oplægget. Jeg når egentlig kun at læse de første ca. 10 linjer op. Min stemme er ikke rigtig med, maven føles underlig, og kroppen reagerer. Jeg stopper op, sætter mig ned, og vi tager en snak.

Det føles ikke rigtig. Min mor siger, at hun godt kan mærke det på mig. Vi snakker lidt videre om, hvad det gode oplæg er. Hvad har jeg lyst til at åbne op for? Og så er det, jeg husker nogle meget kloge ord, som min filmkonsulent fra Odense Filmværksted sagde, inden jeg gik i gang med mit filmprojekt:

Du skal gøre klar over for dig selv, hvad der er personligt, og hvad der er privat.

På det tidspunkt, hvor min filmkonsulent sagde det til mig, tror jeg ikke, jeg helt 100% forstod, hvad hun mente. Det gør jeg nu. Du skal kun åbne op for det, du kan. Og du skal ikke forcere noget, hvis det føles forkert. Tag tingene i det rette tempo.

Det var mit valg at bruge mig selv i filmen: “Min sårbarhed. Min styrke. Min kunst.” Jeg havde gjort mig de overvejelser, og jeg ville bruge mig selv for at kunne fortælle min historie og for at komme ud med et budskab. Samtidig var det virkelig vigtigt at passe på sig selv undervejs i processen. Og det er det jo sådan set stadigvæk.

Klump i halsen og en sød supporter

Under udarbejdelsen af det her oplæg til Aalborg kom jeg frem til, at jeg ikke ville gå dybere ind i, hvordan jeg fx var i et kunstterapiforløb. Hvorfor? Fordi for at kunne fortælle om det forløb, ville jeg være nødt til at åbne op for noget af baggrunden for, hvorfor jeg i sin tid blev syg – og noget af processen, som jeg endnu ikke kunne sige højt for et (fremmed) publikum. Det blev for privat.

I stedet vinklede jeg oplægget og fortalte blandt andet om min skriveproces. Hvordan teksterne fra filmen kom til verden. Hvordan jeg begyndte at holde oplæsninger med dem og fik god feedback. Og hvordan det langsomt udviklede sig og formede sig til et filmprojekt.

Oplæg i Biffen Nordkraft 8. oktober 2019

Jeg fortalte også om, hvor længe filmprocessen varede. Hvordan jeg udvalgte de syv kunstnere, jeg ville have til at fortolke i min film. Og lidt om, at jeg faktisk var bange rigtig mange gange undervejs. Det var stadig personlige ting, og jeg kunne også mærke en klump i halsen, som jeg lige måtte skylle ned med en tår vand. Men jeg kunne stå inde for det, jeg sagde, og jeg havde en god mavefornemmelse med det, selvom det selvfølgelig stadig er sårbart.

Og se, så gik det faktisk HELT VILDT GODT.

På dagen havde jeg også min kæreste med til Aalborg. Han havde taget fri fra arbejde for at kunne tage med og være min supporter. Vi skulle tidligt at sted og være væk i 14 timer, for der er altså en del transporttid fra Fyn til Aalborg. Jeg arbejder bedst med “buffere”, så det ikke bliver alt for stramt et program på en dag, hvor jeg i forvejen har nerver på. Der skal være tid til åndehuller og ro.

Fantastiske frivillige og prangende PR

Jeg er virkelig imponeret over det store arbejde, som PsykInfo havde lagt i denne filmfestival. “Don’t Fear the Weird” har kørt i København nogle år nu. Det var første gang, den skulle afholdes i Aalborg. De gjorde det sindssygt godt. Jeg havde i månederne op til siddet på sidelinjen og fulgt med i PR-arbejdet osv.

På dagen var der en masse frivillige, som rendte rundt med … Åh ja, hvad skal vi kalde dem?! Den tingest, som I ser på hovedet på billedet herunder!

Det var virkelig en vellykket festival i meget smukke rammer i den fine biograf, som Biffen i Aalborg er. Der var også mulighed for et photoshoot med de frivillige med de skøre – lad os bare kalde dem “hatte”. Programmet var overskueligt, fedt lavet og sat op. Der kunne købes vandflasker med “Don’t fear the Weird”-logo på. Og et af mine digte fra filmen havde jeg givet tilladelse til, at festivalen måtte printe og dele ud til publikum. På den måde kunne de gå hjem med “det lille ekstra”.

De sejeste frivillige – En af Os

Dagen gik virkelig godt. Kæresten og jeg kom vel frem, blev taget så godt imod, og vi kom hjem planmæssigt. Glade og trætte. Meget trætte!

Tak til Aalborg for så fedt et arrangement. Jeg har brugt et par dage på at sunde mig nu og glæder allerede til næste måned, hvor næste filmfestival løber af stablen.

Jeg skal til Nordisk Filmfestival i Frederikshavn fredag d. 8. november 2019 med “Min sårbarhed. Min styrke. Min kunst.”

I kan godt glæde jer, for det bliver også godt! 🙂
// Sara