Goodbye suckers

(Opdatering 22. oktober 2015 på dette indlæg, som jeg skrev 31. august 2015: Dette indlæg er min personlige holdning. Jeg skal IKKE gøre mig til dommer for, om medicin er godt eller skidt, for det aner jeg ikke! Det blev vigtigt for mig at blive medicinfri, men jeg er samtidig bevidst om, at medicin HELT sikkert hjælper og er nødvendig i nogle tilfælde. Medicinen hjalp også mig, da jeg ikke kunne rumme mine følelser.)

I aften, inden jeg går i seng, så tager jeg denne her lille, hvide pille. Det er 25 mg Lyrica. Lyrica er medicin mod epilepsi. Jeg har ikke epilepsi. Jeg har angst.

Min medicincocktail

For knap tre år siden blev jeg medicineret, fordi jeg på det tidspunkt havde det så dårligt med en svær depression og meget angst. Jeg kunne ikke fungere. Jeg har nu været på meget forskelligt medicin, fordi det til dels er lang tid om at virke, og det er også meget forskelligt, hvad der virker godt for folk. De skulle lige finde en god medicincocktail til mig.

Ja tak, det skal jeg da love for, jeg fik. Da jeg var på allermest medicin, da tog jeg 225 mg Lyrica om morgenen, 200 mg Sertralin om morgenen, 300 mg Lyrica til nat og 0,5 mg Rigsperidon til nat. Godnat og sov godt, Putte! Det var altså heftige sager, og der var mange bivirkninger.

Mit valg

Efter halvandet år på medicin havde jeg det bedre. Jeg var på det tidspunkt ikke rask endnu, men jeg havde taget et valg og meldte ud til min psykiater, at jeg gerne ville begynde at trappe ud af medicinen. Hun blev meget overrasket, var dybt uenig og forsøgte at overbevise mig om, at jeg enten skulle være på medicin i mange, mange, mange år endnu eller resten af mit liv.

Det havde jeg ikke lyst til. Til sidst fik jeg lov. Det er jo også mit liv, og hun kunne ikke som sådan bestemme over mig. Jeg forestillede mig, at jeg i løbet af nogle måneder, ca. tre-fire, ville kunne trappe ud af medicinen igen.

Der tog jeg grueligt fejl. Det gik op for mig, hvor svært det var at slippe medicinen. Min krop krævede den, og jeg fik det så dårligt, hver gang jeg trappede ned. Mest med Sertralinen. Det er en nasty motherfucker at slippe. Min psykiater forsøgte at overbevise mig om, at det var min psykiske tilstand, der ikke var stabil nok, og at det var derfor, jeg fik det dårligt, når jeg trappede ned. Hun kaldte det for mine tilbagefald.

Jeg følte mig ikke overbevist og begyndte at læse om det på nettet. Jeg kom frem til mange, mange andre patienter inden for psykiatrien, som havde samme oplevelse som mig. Jeg kunne læse om, hvordan medicinalindustrien putter vanedannende stoffer i psykofarmaka, så kroppen bliver afhængig af det skidt, og at det derfor bliver så svært at slippe. Det, jeg oplevede, når jeg trappede ned, det var ikke mig Sara, der fik et tilbagefald, fordi jeg var så psykisk svag. Nej, det var abstinenser. Det var min krop, der ville have dets drug!

Wow, det er virkelig noget scary shit.

Jeg tog en beslutning i mit liv. Jeg ville ikke være på medicin resten af mit liv. Jeg ville ud af det så hurtigt, jeg kunne. Det endte med at tage halvandet år at trappe ud. Helt ud. Men jeg er ligeglad. Selvom det i perioder har været virkelig, virkelig svært, så har jeg hele tiden inden i mig selv haft en god mavefornemmelse og meget viljestyrke, der kunne tale til mig og fortælle mig, at det nok skulle lykkes for mig.

Sidste pille

Og i aften kl. ca. 23 tager jeg så den allersidste pille. Jeg skal ikke gøre mig til ekspert over psykofarmaka, og jeg benægter heller ikke, at det har virket for mig. Det er jeg ret sikker på, at det har. Men der var altså ikke nogen som helst inden for psykiatrien, der fortalte mig om bagsiden af medaljen. Ingen sagde, at jeg ville blive afhængig. Ingen fortalte mig, hvor svært det ville være at slippe det igen. Bivirkningerne? Dem nævnte de kort, som var de en bagatel. Deres version af bivirkninger kunne ikke måle sig med de egentlige bivirkninger, som jeg oplevede. Der var mange af dem.

Og hvorfor skriver jeg så det her på min blog? Min blog, som endda hænger sammen med min hjemmeside for mit nystiftede firma, 31 dage gammelt i dag. Det gør jeg, fordi jeg ikke har noget at skamme mig over. Intet! Og så vil jeg gerne være med til at nedbryde tabu. Hvis jeg kan være med til det ved at fortælle om min oplevelse, så gør det mig glad.

Lidt efter lidt skal der nok komme mere fokus på det her område. 🙂

// Sara