Hurra for at passe på sig selv

Mandag den 9. maj 2016 skulle jeg have holdt et foredrag på Teater Momentum i Odense. Mit navn var på plakater, foldere, og det stod også i et program, som lå online på Odense Kommunes hjemmeside. Det forpligter, når ens navn pludselig står skrevet forskellige steder. Så kan man da ikke bare melde afbud, vel?

Jo, det kan man faktisk godt, og det måtte jeg gøre seks dage før, jeg skulle have holdt foredraget.

Klip, klip, klip

Jeg havde haft rigtig, rigtig travlt ugerne op til, og jeg havde ikke haft tiden til at sætte mig ned og lave foredraget. Jeg havde nemlig haft travlt med at lave en film. Ja, en rigtig film! Det var til det, jeg skulle have snakket om på scenen den aften: om min rejse tilbage til Argentina for at genfinde en særlig følelse, hvor jeg filmede undervejs.

Efter jeg kom hjem fra rejsen i slutningen af januar i år har jeg siddet på Odense Filmværksted og klippet optagelserne sammen. Jeg har arbejdet virkelig hårdt for at få en masse ender til at blive forenet og fortælle en historie, tage seeren med på min rejse – både den fysiske rejse til Argentina og den indre rejse undervejs.

Det er der kommet en fin, lille film ud af nu, og den har snart premiere.

Uorden i mavefornemmelsen

Da jeg var nået (næsten) i mål med filmen, måtte jeg indse, at jeg simpelthen var for træt. Det føltes, som om jeg havde løbet et mentalt maraton, og min hjerne trængte til ro. Derudover føltes det alt for sårbart for mig, at jeg skulle stille mig på på den scene foran alle de mennesker og fortælle om min film og den proces, jeg var i under min rejse.

Jeg var ikke klar til det. Hele min krop fortalte mig, at den ikke ville.

Uhh, og hvordan så med alle de plakater, foldere og programmet online, hvor mit navn står på? Knap så rart …

Vupti!

Men jeg tog tyren ved hornet og bad om et møde med arrangøren. Og ser du, alle de skrækscenarier om, hvad der ville ske, hvis jeg meldte fra (de ville blive sure, de ville aldrig booke mig igen, de ville sige, jeg ikke var til at stole på – og hvad hovedet ellers kan finde på at fortælle mig klokken sent om natten), jamen de skete jo slet ikke.

PIO (arrangør) forstod det med det samme. Vi blev enige om at tage mig af programmet, og de ville finde en erstatning.

Skæbnen ville, at det blev en kollega fra Filmværkstedet i Odense, som gik på i stedet for mig med “Glemmer jeg, så husker du”, Abbi Morenos kortfim fra 2014. Og det skulle eftersigende have været rigtig godt.

Jeg selv var til to timers yoga og meditation den mandag aften. Det var det, mit hoved og min krop bad mig om, så det gav jeg den. Foredraget, det holder jeg ved en anden lejlighed, når tid er.

Hurra for at huske (og turde) at passe på sig selv! 🙂

// Sara

No Comments

Post a Comment