I radioen

Smånervøs latte

Jeg sidder og får mig en latte i Lagkagehuset i Odense. Jeg er lidt nervøs, for der er ikke så lang tid til, jeg skal hoppe i en taxa og ind til P4 Fyn. Jeg skal nemlig i radioen. Jeg er blevet inviteret ind for at fortælle om de tekster, jeg begyndte at skrive, mens jeg led af depression og angst. Jeg har været ret nervøs for det, for det er jo et personligt og sårbart emne, men lige nu føler jeg mig faktisk okay rolig. Jeg overbeviser mig selv om, at radioværten vil mig det bedste, og at vi nok skal få et godt radiointerview ud af det sammen.

Intevirewspørgsmålene ligger i min mappe. Jeg finder dem frem og kigger lidt på dem. Øver mig en smule. Jeg chattede med værten i går aftes, og han sagde, at han ikke er så god til at følge et manus, han vil hellere følge sine egne idéer, hvis han finder på noget bedre. Okay … Det er også fint nok, så bliver det jo mere virkeligt og mindre kunstigt. Jeg øver den tekst igennem, som jeg skæl læse højt i radioen. Og så kan jeg jo faktisk ikke rigtig gøre mere, så jeg nyder min kaffe i stedet.

Sort pause

Jeg kommer ind til P4. Værten tager imod mig i døren og siger, vi går direkte i studiet. Shit, jeg bliver meganervøs og beder om lige at komme på toilettet først. Jeg beder også om et glas vand. Det får jeg så.

Vi snakker om, hvad vi skal kalde mig, hvad det er for et arrangement på Teater Momentum i aften, hvor jeg skal læse mine tekster op osv. Værten siger, at vi skal optage det så live som muligt, men at han kan klippe i det, da det først skal sendes senere på dagen. Men han beder mig om hellere at holde en betænkningspause i stedet for hele tiden at lave om på det, jeg begynder at sige.

Det tager jeg meget bogstaveligt, og det resulterer i, at jeg går fuldstændig i sort, da han stiller de første par spørgsmål. Jeg føler, vi er langt væk fra manus, så når jeg kigger ned på mine sjuskede noter, kan jeg slet ikke finde noget svar, der passer, og jeg bliver blank og står bare uden at sige noget.

På et tidspunkt står jeg så længe og er helt blank, at jeg må bede ham om at sige det igen. Nå, men det må han jo klippe væk. Det går bedre, da jeg først er kommet i gang, og det går ganske fint, da jeg skal læse en af mine tekster op. Den kan jeg jo. Og så er der i det mindste halvandet minut (ud af de ca. 4 minutter), der er godt.

Resultatet

Senere på dagen får jeg tilsendt en lydfil med interviewet. Og selvom jeg stadig er ret kritisk over for, hvordan det gik, så er der da heldigvis kommet noget brugbart ud af det.

I kan høre interviewet her:

// Sara