Læser du den igennem først?

Siden 2014 har jeg arbejdet professionelt som lydbogsindlæser. Jeg bestod en stemmetest, som blev sendt ind til Egmont, og Egmont godkendte min stemme. I skrivende stund har jeg indlæst 34 lydbøger. Du kan se de fleste af dem lige her.

I det mørke studie

Når jeg møder nye mennesker, og de finder ud af, at jeg indlæser lydbøger, så plejer de at synes, at det da er ret spændende. Mange vil gerne fortælle mig, hvilken lydbog de hører for tiden, eller hvornår de er særligt glade for at lytte til lydbøger. Derefter kommer næste spørgsmål: “Hvordan gør man? Læser du dem igennem først?”

Forberedelse inden studiet

Når jeg får tilbudt en bog fra en lydbogsproducent, så plejer jeg lige at skimme den hurtigt. Det giver mig en fornemmelse for, hvad det er for en bog og for skrivestilen. Så ser jeg på deadline og vurderer, om jeg kan nå det. Det kan jeg næsten altid. Og så melder jeg tilbage og bekræfter, at jeg gerne vil indlæse bogen inden for deadline.

Så tager jeg et stykke papir og skriver alle kapitlerne og deres sidetal op. Det giver mig nemlig et visuelt overblik over bogens fulde længde og kapitlernes længde. Den seddel bruger jeg hele vejen igennem indlæsningen. Jeg krydser af for hvert kapitel, jeg når. Derudover bruger jeg også sedlen til at beslutte cirka, hvor meget jeg vil indlæse pr. dag. Så har jeg en overordnet plan.

Læser jeg så hele bogen igennem, inden jeg går i studiet? Nej, det gør jeg ikke. Hvorfor ikke? Det tager for lang tid!

Hvis jeg skulle læse hele bogen igennem, så ville det nok tage mig et par dage ekstra. Som lydbogsindlæser bliver du aflønnet pr. færdigindlæst time. Det vil med andre ord sige, at hvis jeg har to dages ekstra arbejde med forberedelse, fordi jeg vælger at læse hele bogen igennem, så falder min timeløn drastisk.

Der er altså med andre ord et økonomisk aspekt at tage hensyn til. Oh yeah! Derudover har jeg også erfaret, at jeg godt kan lide at lade mig “overraske” undervejs i historien. Hvis jeg ved, hvad der sker, når jeg indlæser, så kan jeg godt komme til at kede mig. Men hvis jeg ikke ved, hvad der sker i næste kapitel, så kan jeg bedre holde spændingen i indlæsningen.

Karakterliste

Inden jeg går i studiet, bruger jeg også lidt tid på at danne mig et overblik over karaktererne i bogen. Jeg læser altid det første kapitel grundigt igennem. Kapitel to skimmer jeg eller “sjus-læser”. Undevejs noterer jeg så ALLE de navne, som bliver nævnt.

Kapitelliste og karakterliste

Hovedpersonen møder vi jo næsten altid på første side. Jeg skriver det, jeg får at vide. Navn, alder, beskæftigelse, udseende osv. Jo mere info, jeg kan få om en karakter, jo bedre. For det bruger jeg til at danne mig et billede om det her menneske. Ja, billede! Jeg får faktisk et visuelt billede på nethinden af karakteren. Og så finder jeg en stemme, som passer til.

Sådan fortsætter jeg med alle karaktererne. Listen tager jeg med ind i studiet. Og når jeg så kommer videre ind i bogen, fortsætter jeg med at notere alle navne ned og stikord om hver person.

Stemmer

Da jeg begyndte med at indlæse, gjorde jeg rigtig meget ud af stemmerne. Jeg fandt dog ud af, at det hurtigt kunne blive lidt for omfattende. Hvis hver karakter skal have en ny stemme, og hvis jeg så gennem en bog på 400 sider skal huske alle de stemmer også, så kan jeg godt komme på overarbejde.

Nu er det mest hovedkaraktererne, som jeg giver en særlig stemme. Bikarakterne kan bedre have en mere neutral stemme.

Og selvfølgelig laver jeg en dybere stemme, når det er en mand, som taler. Og kvindernes stemmer er så lidt lysere.

Kapitel for kapitel

Så kører det ellers bare af sted et kapitel ad gangen. Jeg er så heldig, at jeg nu har fået et lydstudie hjemme. Det giver mig en kæmpe fleksibilitet, for så kan jeg gå i studiet, når det passer. Førhen skulle jeg booke mig ind i et lydstudie, og så kunne man godt være nødt til at “kæmpe” lidt med de andre indlæsere om de gode indlæsningstider. Det behøver jeg ikke nu, og det har lettet arbejdet gevaldigt.

Inden jeg begyndte som indlæser, troede jeg, at der stod en bag en stor teknikpult og klarede alt det tekniske. Det gør der ikke. Det er mig selv, som optager og redigerer lyden i studiet.

Når jeg begynder på en sætning, trykker jeg jo så “optag”, inden jeg går i gang. Jeg forsøger at holde den kørende længst muligt tid, men selvfølgelig laver jeg også fejl. Når jeg har lavet en fejl, stopper jeg og spoler tilbage. Så er fidusen at få det til at passe med en indånding eller et punktum, inden jeg fortsætter. Således at lytteren ikke kan høre, jeg har redigeret i det.

Det skal jo helst lyde, som om jeg læser bogen fra start til slut helt uden pauser og uden talefejl. Det er der naturligvis ingen indlæsere, som kan. Men bare man får den fornemmelse som lytter.

Upload

Undervejs skal jeg – for dem jeg indlæser fast for nu – sørge for, at hver lydfil kommer så tæt på to timer som muligt, men IKKE over. Hver lydfil skal vare lige under to timer. Jeg plejer at ramme 1:59:55 eller deromkring. Og så starter jeg på næste lydfil.

Når jeg er helt færdig, uploader jeg lydfilerne enkeltvis elektronisk. De bliver sendt til en stor server hos producenten. Når de modtager mine lydfiler, bruger de lidt tid på at rense lyden, fx hvis der er noget baggrundsstøj eller en smule skratten. Men jeg skal som indlæser sørge for at aflevere så ren en lydfil som muligt.

Hvis de skal til at rense for meget på lyden, kræver det mere arbejde for dem. Plus at det kan komme til at gå ud over min stemme, hvis de skal justere på lyden.

Køleskabet brummer

For eksempel fik jeg i sidste uge en mail fra “lydrenserne”. De sagde, at de havde lagt mærke til en lille summen i baggrunden. Vi kom frem til, at det er mit køleskab, man kan ane, der brummer.

Ser du, mit lydstudie står i et hjørne af mit soveværelse. Det er det sted i min lejlighed, hvor der er mest stille. Udfordringen er så bare, at væggen grænser op til mit køkken. Og lige på den anden side af væggen står et ret gammelt køleskab, som brummer on/off.

Vi har nu lavet en aftale om, at jeg slukker for mit køleskab, når jeg går i studiet. Yes, den løsning holder for nu. Men jeg må indrømme, jeg drømmer om et stort lækkert lydisoleret studie i en bolig, hvor der ikke er så lydt mellem væggene.

Hører du lydbøger? Hvornår kan du lide at lytte til dem? Og har du tænkt over, hvad fortællerstemmen gør for dig?

// Sara

No Comments

Post a Comment