Lykkelister og god energi
I sidste uge ramte jeg en mur. En mur af blokeringer. Egentlig var det blokeringer, som havde bygget sig op over tid. Jeg begyndte at blive bekymret omkring bl.a. penge og blev enig med mig selv om, at jeg skulle foretage nogle justeringer. Det kan du læse mere om i dette blogindlæg.
Ærlig talt, så kan jeg altså godt blive deprimeret, når jeg kigger på mit driftsbudget og de tal, jeg i begyndelsen af dette kalenderår lagde ind som estimater for, hvad jeg på nuværende tidspunkt ville tjene på mine ydelser og produkter pr. måned, og ser, at de ikke heeeelt er lykkedes. Penge er vigtige for, at hjulene kører rundt. Bestemt! Men de er altså ikke den eneste målbare faktor for, om man lykkes (som iværksætter og selvstændig).
For at få boostet min energi igen. kom jeg frem til, at jeg jo kunne lave en liste over de ting, jeg havde sat mig for i løbet af dette kalenderår, som allerede ER sket. 😀
Alt det her er lykkedes i 2019
- Jeg har opsagt mit sidste “sikre” job som lønmodtager.
- Jeg har indlæst 15 lydbøger i mit lydstudie hjemme.
- Jeg har været på skiferie i Norge.
- Jeg har været på adskillige iværksætterkurser på Stjerneskibet.
- Jeg har lært at lave et driftsbudget.
- Jeg har fået min seneste dokumentarfilm ind på to filmfestivaler.
- Jeg har indhentet tilbud på ny hjemmeside og hyret en webdesigner.
- Jeg har skrevet tekster og leveret billeder og videoer til min webdesigner.
- Min nye hjemmeside blev færdig.
- Jeg har produceret to mindre filmproduktioner med TBM Film.
- Jeg har produceret en mindre film for en kunde på egen hånd.
- Jeg har holdt tre ugers (offline) sommerferie.
- Jeg har haft en kontorplads gennem syv måneder på Coworking Plus.
- Jeg har opsagt min kontorplads igen.
- Jeg har deltaget i mange erhvervsnetværksarrangementer.
- Jeg har fået fået nye og relevante kontakter.
- Jeg har færdiggjort et “stå på hænder”-kursus.
- Jeg har øvet mig i at sælge.
- Jeg har sået frø.
- Jeg har fået en kæreste.
Det er faktisk ret mange ting at være stolt af. Med det in mente, så går det jo faktisk meget godt. Og der er flere ting på vej. Blandt andet sidder jeg og udvikler materiale til at holde foredrag og workshops om psykisk sårbarhed og kunst. Men mere om det senere …
Her kan du i hvert fald se mig stå på hænder.
// Sara