Når energien kører i sænk

Jeg har nu været fuldtidsiværksætter siden januar måned i år. Det vil sige cirka syv måneder. Jeg har virkelig lært meget på den tid. Jeg har knoklet, grinet, grædt, sat idéer i verden og gået efter dem. En del ting er lykkedes. Andre ting er ikke helt lykkedes. Nu begynder jeg at blive træt.

Hubert har ondt i numsen

For en måned siden måtte jeg tage min hund til dyrlægen. Gennem længere tid havde han haft problemer, når han skulle (sorry) lave pølser. Jeg troede, det var maden, så jeg havde forsøgt at skifte lidt på den. Men pludselig opdagede jeg en bule tæt på numsen. Af sted til dyrlægen. De sendte os videre til dyrehospitalet med besked om, at det var brok eller en udposning på tarmen.

Det viser sig, at der er tale om brok, og Hubert (hund) skal opereres. Jeg lovpriser mig for, at jeg for syv år siden købte en sygeforsikring på ham, som jeg har betalt gennem årene. Desværre kunne dyrehospitalet ikke operere ham med det samme pga. ventetid under sommerferieperiode. Vi fik en tid ugen efter. Først var der kun brok i den venstre side, men i den uge, vi går og venter, udvikler brokken sig, så det også kommer i højre side.

Jeg er rigtig ked af det. Jeg får dårlig samvittighed, for nu giver det jo mening, at min stakkels hund har hylet (ja, hylet), når han skulle af med afføring. Jeg finder ud af, at brokken betyder, at han presser organerne lidt ud, hver gang han skal lave pølser. Åhh, min stakkels hund.

Operationen bliver foretaget – dobbeltsidet, og kirurgen mener, det er gået godt. Jeg giver ham skånekost (kogte ris, kogt kylling, opblødte hørfrø og parafinolie, så det hele kan glide lettere ud). Hubert har smerter, har skærm på, så han ikke slikker i det. Han vil først ikke gå tur. Han er så skidt – men langsomt får han det bedre.

Han (og vi) er i bedring.

Min Peugeot 107 siger en mærkelig lyd

Så begynder min bil pludselig at opføre sig anderledes …

I november måned sidste år købte jeg en bil. For allerførste gang. Jeg blev den stolte bilejer af en Peugeot 107 fra 2011. Jeg ved ikke særlig meget om biler. Men jeg havde gennem noget tid tænkt: “Hvor kunne det sgu være lækkert at have sådan en!” Jeg havde også tænkt, at det ville åbne op for muligheder i min virksomhed. Det ville give mig en større fleksibilitet, og jeg ville fx gerne ud og holde foredrag i Danmark.

Jeg har været glad for min bil. Rigtig glad for min bil. Det er jeg stadig. Jeg elsker at kigge ud ad vinduet og se min bil. Vide, det er min. My car. Weeeh! Nu kan jeg meget lettere køre til Kerteminde og besøge min forældre. Smække Hubert ind på sædet ved siden af mig frem for at putte ham i en taske og vente på bussen (det er gratis at have en hund med i bussen, når han er i en taske. I hvert fald med Fynbus).

Nå, men for en uges tid siden begyndte min bil at sige en lyd. Ehhmmm…. Tankerne siger: “Skal den til mekaniker? Ahh, fuck, ikke nu. Åhhh, jeg har ikke råd. Jeg ved endnu ikke, hvad Huberts operation koster. Fuuuck. Ahh, jeg må vist hellere få det undersøgt.”

I dag har jeg netop afleveret den hos Johnny Mekaniker. Dommen lyder på en ny udstødning, udskiftning af bagpot, service på aircondition og påfyldning af freon. Johnny siger, han giver mig en god pris. Jeg aner meget lidt om de ting, han nævner. Jeg trækker en smule på det og tænker: “Arrrghhh… Flere penge!!” Johnny minder mig om, at han fortalte mig det, da jeg købte bilen. Bilen er ikke ny, den er fra 2011.

Ja, det er rigtigt. Okay. Fiks det. Jeg kommer i morgen efter den. Min mor bekræftede efterfølgende, at det lød som en fair pris, Johnny Mekaniker gav mig.

Ondt i ryggen og foden

Jeg var til Heartland Festival i maj/juni måned. Der gik jeg i gummistøvler i næsten fire dage, fordi det regnede så meget. Jeg fik rigtig ondt i fødderne, og især den venstre fod var slem. Efter festivalen hvilede jeg mine fødder. Men den venstre blev ved med at gøre ondt.

Jeg vidste godt, jeg har nedsunken forfod (på begge fødder), men jeg syntes ikke, jeg har mærket så meget til det. Nå, men det gjorde jeg så efter festivalen. En nerve havde sat sig i klemme, og det snurrede konstant i to af mine tæer. Summe-snurren. Det trak op i benet og gav mig sådan en kold følelse opad i låret og knæet, og det gjorde noget ved hoften også.

Først til læge med mig. Men jeg kan ikke lide min læge eller mit lægehus. Der er ikke rart at være. Venteværelset er altid overfyldt, det larmer. Når jeg endelig kommer ind til lægen, føler jeg ikke, de har tid til mig. Jeg bliver hurtigt sendt ud ad døren igen. Det skete også denne gang. Lægen sagde, man ikke kunne gøre så meget ved det. Jeg skulle træne foden og gå med indlægssåler. “Åhh, hvordan skal jeg træne foden?” Lægen kigger stresset på skærmen og vil scrolle efter nogle øvelser, som hun vil printe. Jeg siger: “Det tror jeg ikke, jeg kan huske. Kan jeg ikke få en henvisning til noget fysioterapi?” Det ender det så med.

Fyssen er ekspert i fødder og rigtig sød. Jeg får en grundig behandling og skal forinden udfylde et skema med spørgsmål. Han tager sig også god tid. Desværre er det bare lidt svært med sådan en fod. Jeg skal skåne den, gå med indlæssåler, massere den og lave øvelser. Måske kan vi prøve med noget shockwave, siger han. Jeg ved ikke helt, hvad shockwave er, men han siger. “Lad os vente og se efter sommeren, hvordan det så går.”

I mellemtiden begynder jeg at få mere og mere ondt i min lænd. Den har drillet mig i mange år, men inden for den sidste uge, er det blevet rigtigt slemt.

Exitplan

Nå, så sidder jeg pludselig der og tænker og overvejer …

Når man er iværksætter og går på kursus, så lærer man, at man skal have en exitplan for, hvor langt man vil gå. Min exitplan har været, når min opsparing var ved at være væk, så jeg ikke havde flere penge at leve for. (Note: jeg minder jer om, at jeg ikke er på dagpenge eller anden støtte). Jeg går nu og overvejer: “Er jeg bare nået til exitstedet nu?”

Jeg har ikke lyst til at give op. Men jeg føler lige pludselig en masse stopklodser. Både rundt omkring mig. Men også i min krop. Jeg har lagt mærke til et lille tic, der begynder at komme under mit højre øje. Jeg tænker, det er tegn på for meget pres. Ligeledes med foden, der driller og ryggen, som gør ondt. Jeg spænder op og kan ikke slappe af.

Justeringer

Så kigger jeg på, hvad det egentlig er, jeg laver? Jeg arbejder en del med salg. At sælge mig selv. Synes jeg, det er sjovt? Næh! Jeg går til en masse netværksarrangementer for at vise, hvem jeg er og skaffe kunder til filmproduktion. Kan jeg lide det? Ja, nogle gange. Det er okay. Men det ene netværksarrangement tager det andet. Nye ting. Nye mål. Nye mennesker. Ud, ud, ud. Puha!

Jeg går tilbage og summer over mine livsværdier. En af dem er fx ro. En anden er søvn. Får jeg nok ro? Nej! For jeg sovet ordentligt om natten? Nej.

Okay – “Sara, du må lave en justering!” Ja, det må jeg.

Opsigelse af kontorplads

Første skridt var, at jeg i mandags opsagde min kontorplads i det kontorfællesskab, hvor jeg har lejet mig ind. Her er ellers spændende at være og en dejlig stemning i et rigtigt iværksætterhus. Men jeg har ikke haft råd til et skrivebord, så den “pakke”, jeg købte, var, at jeg måtte sidde på fællesarealer.

Der er run på i et iværksætterhus. Folk kommer og går. Og jeg sad synlige steder, hvor jeg havde svært ved at afskærme mig. Og jeg havde heller ikke en kontorstol, men en træbænk at sidde på. Til sidst duede det bare ikke for ryggen. Jeg har nu fået lavet en aftale om, at jeg den sidste måned må sidde ved et rigtigt skrivebord og på en skrivebordsstol, så jeg kan holde ud at være her.

Farver og tegniner

I går var jeg ret så ked af det. Jeg var så småt begyndt at handle og foretage justeringer, men ting gik i knuder for mig. Så tænkte jeg: “Hvad har jeg lyst til?” Jeg kom frem til, at jeg gerne ville tegne. Jeg fandt min businessplanner frem (en tung, fysisk bog) og bladrede op på en side med et visionboard. Jeg var begyndt at udfylde den tilbage i februar, men var gået i stå ved visionboardet.

Jeg gik ned til et sødt menneske her på kontorfællesskabet. Hun hedder Sanne. Hun er grafiker og har mange tuscher. Jeg spurgte, om jeg måtte låne dem. Det måtte jeg godt. Så gik jeg tilbage på min plads, lavede en kop dejlig kaffe og satte mig ned for at tegne.

Jeg tegnede en sød mand med krøller, som holder en paraply over mit hoved. Jeg tegnede et rødt hjerte. En sol, der varmer. En hund, som er glad og rask. En lille barnevogn. Et rødt hus med skorsten. Et træ i haven med en hule oppe i træet. I hulen er der en seng og en gammeldags skrivemaskine. Bag i haven er der en sø med en badebro.

Ja, det var den tegning, du så øverst oppe. 🙂

Et roligt gemyt

Se, der er nemlig sket det, at jeg har fået en kæreste. En høj, flot mand med krøller. Jeg mødte ham til Heartland Festival. Jeg ville gerne kysses, så jeg malede mine læber knaldrøde og gik rundt og sendte flirteenergi ud ALLE steder. Det var den allersidste aften på festivalen, jeg mødte ham.

Han havde sådan en dejlig energi og udstråling. Jeg havde lyst til at lægge mit hoved mod hans bryst og skulder. Jeg spurgte, om jeg måtte. Det måtte jeg gerne. Så ville jeg gerne løftes, og jeg spurgte ham, om han ville det. Det ville han gerne. Og så kyssede han mig.

Sommeren er gået med at blive forelsket. Det er simpelthen så dejligt. Og nu vil jeg jo noget andet. Ham. Ro. Tid. En hule i et træ. Bage brød. Gå ture. Tage til stranden.

Jeg skal justere lidt videre …

// Sara