Når frysepizza bliver til Steffen Brandt

Mandag d. 12. oktober sidder jeg hjemme hos mine canadiske venner og spiser pizza. Min telefon ringer, mens jeg er i gang med at fortælle en spændende historie (den var så spændende, at jeg i skrivende stund slet ikke kan huske, hvad det var for en historie, men det var helt sikkert god).

Jeg overvejer, om jeg skal tage telefonen. Jeg gider virkelig ikke. Det betyder også, at jeg skal rejse mig, for min telefon ligger i min jakkelomme i gangen. Jeg forsøger at ignorere det, men nu har telefonen hevet mig ud af min historie, så okay, jeg rejser mig og tager den alligevel.

Det er Else Kirk fra PIO Psyk Info Odense. Hun undskylder, at hun ringer sent, men det gør mig pludselig ikke spor. Hvis Else ringer til mig, så er det et eller andet spændende.

På Posten

Ja! PIO Psyk Info Odense skal afholde et arrangement på Musikhuset Posten i Odense sammen med Code of Care onsdag d. 21. oktober. Hun fortæller lidt om det, blandt andet kommer Steffen Brandt og underholder (og Sara elsker Steffen Brandt).

Else har den her idé om, at jeg skal åbne aftenen med et af mine digte, mens jeg sidder i mørke. Jeg er 100% med, da hun fortæller idéen. Jeg har allerede en fornemmelse af, hvilken tekst jeg vil vælge at læse op – en af mine mørke tekster. Når jeg er færdig, skal der komme mere lys på mig, og jeg kan fortælle lidt om, hvor jeg står i dag, og at jeg nu har fået et godt liv.

Jeg får at vide, at der kommer cirka 400 mennesker, og at jeg får 5-6 minutter. Det skal være ret præcist, og jeg må ikke gå over tid. Jeg siger til Else, at det kan jeg godt. Og jeg får lov til at tage to mennesker med, som kan give mig moralsk opbakning. Det bliver Vincent og Sonja, mine canadiske frysepizzavenner.

Det gode ved PIO

Jeg har samarbejdet med PIO før. Det var dem, som jeg i sin tid genert og meget ydmygt fortalte om mine tekster, som jeg skrev, mens jeg var syg med depression og angst. Det var et dybt hemmeligt projekt for mig, så det var afgørende, at jeg kunne præsentere det for nogen, som jeg stolede på. Langsomt kom der gang i det.

Hos PIO føler jeg mig tryg. Jeg kender efterhånden de fleste af PIO’s medarbejdere – og de fleste kender mig og mine tekster.

Jeg ved, at jeg hos PIO bliver lyttet til. De er eksperter i at håndtere psykisk sårbarhed, for de arbejder med det HVER dag. Jeg kan sige de mindste ting, der føles fjollede og ligegyldige at sige højt, men som jeg ved betyder noget for mig, og så ved jeg, de lytter til det og tager hensyn til det.

Derfor kan jeg godt lide at arbejde med PIO. De arbejder på at nedbryde tabu om psykisk sygdom og sårbarhed på en superspændende og motiverende måde. Og så ser de resurserne i et menneske, der er psykisk sårbar/syg. Det giver mig så meget mening at bruge min egen historie i et samarbejde med dem.

Hvor skal jeg lægge microporteren?

Selve dagen oprinder. Forinden har jeg øvet min tekst igennem mange gange og skrevet de ord ned, jeg vil sige efterfølgende. Jeg har sørget for at sove ganske forfærdeligt natten inden og at tænke alle bekymringerne godt og grundigt igennem. Trods det føler jeg mig alligevel ved godt mod og nogenlunde klar. For jeg er tryg ved, at PIO er der, og at mine frysepizzavenner kommer senere.

Jeg skal bare lige øve det igennem på scenen med lys og lyd, og det skal Steen hjælpe mig med. Steen er lyd- og lysmand på Posten, jeg har mødt ham dagen inden. Jeg bider mærke i, at han er flink og nærværende.

Det går fint med at komme op på scenen, min oplæsning og at sige de efterfølgende ord. Vi aftaler, at jeg bliver siddende, så konferencieren kommer ud på scenen til mig, og vi slutter det af der, og jeg kan gå ned på min plads.

Men der står jeg så med min microporter på og er lidt nervøs for, hvad jeg skal gøre med den bagefter. Der er jo en masse, der skal gennemgås i forhold til aftenens program, og det her med microporteren er bare en lillebitte detalje. Men jeg kan mærke, den gør mig urolig, og FLUKS griber Steen den. Han siger, at han nok skal komme og hente den, når jeg er færdig.

En sådan detalje virker uskyldig og ligegyldig, men i øjeblikket kan den betyde uendeligt meget. Steen ser det. Steen er professionel.

Ro i uroen

Klokken er 18.10. Jeg sidder sammen med Sonja. Vi har lige fået lidt at spise, og nu er vi gået ind i et backstagelokale. Her lugter af øl og cigaretter. Jeg føler mig en smule rockagtig, mens vi begge sidder og maler i vores malebog for voksne. Det er beroligende. Det sitrer inden i mig. Jeg er nervøs, men jeg er også glad.

Kl. 18.20 kommer Else op og henter mig, følger mig ned til koncertlokalet, der er forvandlet til en nærværende stemning med stole og små caféborde med stearinlys på. Jeg bliver hjulpet op på scenen, tænder mit eget lille stearinlys, og samtidig “tænder” Steen for en hyggelig lampe, der giver et blødt skær på mig. Jeg læser mit digt op, som hedder: ‘Jeg kan ikke komme ud af min seng’.

Det digt skrev jeg torsdag d. 20. september 2012. Jeg ligger i min seng, og jeg kan ikke komme ud. De simpleste ting vokser sig til kæmpe problemer, som jeg ikke kan løse. Jeg har beskrevet min tanker, som de var den dag. Mens jeg læser digtet op, bliver jeg selv berørt. For pludselig er jeg tilbage i min seng, og jeg kan mærke alle følelserne. Men jeg er forberedt på det. Jeg ved, det vil ske, og jeg har øvet mig.

Jeg fortæller mig selv kærligt (inde i mit hoved), at jeg gerne må blive ked af det. At det er helt naturligt at mærke de følelser igen. Jeg hviler i uroen og “er” med den.

Senere på aftenen kommer nogle mennesker hen til mig og takker mig for min historie. En mand sagde endda til mig (citeret ud fra hukommelsen aftenen efter): Jeg skulle virkelig tage mig sammen for ikke at bryde ud i gråd. Jeg er særligt sensitiv, og jeg har selv haft en depression. Jeg forstår det godt. Det rørte mig dybt.

Det er den største anerkendelse, jeg kan få. Og se, det er jo det, der gør, at det er det hele værd for mig. Jeg sidder stille på scenen med mit nærvær og min sårbarhed og deler min historie. I et kort øjeblik inviterer jeg publikum ind i mit indre og lader dem mærke min smerte fra den dag i september i 2012.

Bagefter kunne jeg sætte mig ned på min plads med en god fornemmelse i maven og nyde resten af aftenen, ikke mindst Steffen Brandt.

Der skal ske mere med de tekster. Og jeg har idéer …

// Sara