Refugiet i bjergene

Jeg sidder på et hostal med darlig internetforbindele (og mangel på et dansk tastatur*). Jeg er helt fyldt op af de sidste par dages glæde og oplevelser. Klokken er 02 om natten, og jeg kan ikke sove. Så jeg er stået op for at skrive mine oplevelser ned, mens de endnu er friske.

Byen, jeg befinder mig i, hedder San Carlos de Bariloche. I folkemunde kaldes byen blot Bariloche. Den ligger op til Andesbjergene i den nordlige del af Patagonien i Argentina, omgivet af bjerge og de smukke, enorme søer. Naturen er nær ubeskrivelig. Der er meget at fortælle om Bariloche, men det er ikke det, jeg har på hjerte.

Refugio Jakob

Min veninde, Laura (argentiner), kendte til et refugie, som hendes ven havde besøgt og skrevet en artikel om. Jeg havde læst artiklen i Danmark og vidste, jeg ville derop.

Den 3. januar tog vi om morgenen en bustur på en time ud til et sted, der hedder Colonia Suiza (Bariloche kaldes også for Argentinas Schweiz). Derfra begyndte vi at gå. Vi fulgte en sø og gik igennem et skovområde. Efter 7 km kom vi til en sti, hvor turen op til refugiet begyndte.

IMG_0643

Vi begyndte i cirka 500 meters højde og skulle vandre 18 km og op til en højde paa 1.500 meter. De 18 km tog os 6 timer. Vi mødte få mennesker, fulgte en flod med det reneste vand, gik igennem skov, klatrede, kydsede små og store broer, og jeg var så fredfyldt, glad og lykkelig.

Turen var hård, vi havde ikke nok mad med, men vi kunne drikke vandet fra floden, og der var intet sted, jeg hellere ville vaere.

Vale la pena estar vivo

Da vi havde vandret det meste af turen (på det tidspunkt, har vi gaaet omkring 6 timer, inklusive de første 7 km), var både Laura og jeg så trætte, udmattede, energiforladte, og jeg var meget, meget sulten og efterhånden også svimmel. Det sidste stykke bliver kaldt Caracol (snegl), fordi stien er helt smal og snoet. Og den var stejl, meget stejl!

Vi sætter det ene ben foran det andet, og ingen af os snakker, fordi der ikke er energi. Der er lavet nogle trappetrin de allerstejleste steder, og jeg kigger kun på mine fødder. Pludselig ser jeg ordene: “Vale la pena estar vivo” (Det er det værd at være i live). De var skrevet på træet på trappetrinnet med en tusch og kunne stadig anes).

IMG_0659

Ordene talte simpelthen så meget til mig. Her gik vi og var udmattede fra top til tå. Ingen af os havde energioverskud, men som før beskrevet, så var vi altså glade og lykkelige. Og hvorfor gør man det? Jamen, fordi det jo er DET værd. Intet mindre!

Helt afskåret

En time senere ankom vi til Refugio Jakob, blev modtaget af en mand med et roligt sind. Vi blev budt velkommen, fik anvist en seng at sove i med et par gamle, beskidte tæpper. Refugio Jakob er helt afskåret fra elektricitet og telefonforbindelse.

Til aften lavede de mad til os på et gammelt komfur, som blev varmet op med brænde. Alt bliver fragtet op med heste. Om aftenen tænder de stearinlys, og når du skal paa toiletet, skal du have en pandelampe på, så du kan se noget. Stjernerne syntes kæmpestore og skinnede så tydeligt på den sorte himmel.

Jeg frøs om natten, madrassen var hård – alligevel sov jeg godt.

Tilbage igen

Dagen efter, da vi havde fået morgenmad og en sandwich med til turen, begyndte vi den lange tur ned igen. Den var selvfølgelig lige så lang som dagen før, men da det gik nedad, var det ikke særligt anstrengende. Der var tid til længere hvil, og jeg smed tøjet og hoppede i floden.

Jeg havde sådan en indre fred, og jeg havde lyst til at blive i bjergene i flere dage. Det kan man godt, men vi havde et program, vi måtte følge.

Nu sidder jeg på hostalet, kan ikke sove og ønsker mig tilbage i bjergene. Om jeg kommer tilbage til Refugio Jakob, det vil tiden vise (det tror jeg). Uanset hvad der sker, vil jeg bære oplevelsen til, i og fra refugiet med mig videre i hjertet og huske den ro, glæde og fred i sjælen, jeg følte i bjergene.

Klokken er nu blevet 02.30. Om 4-5 timer skal vi op, ud til lufthavnen og med et fly til El Calafate i den sydligste del af Patagonien. Der venter der mig nye eventyr.

Så jeg må hellere sove.

// Sara

* Dette indlæg er efterfølgende rettet, så det nu er skrevet med normalt æ, ø, å.

3 Comments
  • Ane

    januar 20, 2016at2:33 pm Svar

    Vale la pena estar vivo. Det er virkelig kloge ord. Tak for dem og for en malende beskrivelse af en oplevelse, jeg håber, jeg engang selv vil få. Peace. 🙂

    • admin

      januar 21, 2016at11:46 am Svar

      Kæreste Ane
      Og tak til dig for din søde kommentar. Jeg er sikker på, du nok skal få din helt egen “refugium-/vale la pena estar vivo-oplevelse”, når tid er. Og hvordan ville du egentlig oversætte den sætning til dansk? Jeg synes, “Det er det værd, at være i live” er en smule flad i forhold til “vale la pena estar vivo”. Der er bare ting, som lyder bedre på spansk. 😉
      Kram til dig, søde chica!

      • Ane

        januar 25, 2016at7:14 am Svar

        Ja, spansk er bare så meget mere sexet end dansk. 😉 Jeg ville nok oversætte det til “Det er besværet værd at være i live”.

Post a Reply to Ane Cancel Reply