Stuekoncert i Onkel Olga’s galleri

I går var jeg i Svendborg sammen med to skøre, skæve, fede, seje og megarare mænd. Jonathan Christensen og Christian Brock. De er mine nye venner!

Jonathan og Christian har startet et spirende koncept – deres stuekoncerter. De tager simpelthen ud og spiller i folks stuer. Det kan man booke dem til. Og jeg vil stærkt opfordre jer til at overveje at booke dem, næste gang I skal have en eller anden form for sammenkomst. Tænk ikke på det med pladsen, for hvor der er hjerte, er der rum. Og de to drenge, de har meget store hjerter!

Det rebelske apostrof. Pyt!

Det rebelske apostrof. Pyt!

 

De holdt en koncert hos Nanna i Onkel Olga’s galleri. Nanna er en stærk og sej iværksætter, som åbnede et fint, lille galleri i Svendborg i december måned 2014. Selve galleriet består af et enkelt rum. Men det gør ikke noget, for Nanna har også et godt hjerte og skaber ekstra rum ved at sætte stole, taburetter op og lægge puder og tæpper ud over gulvet. Så må folk komme hinanden ved. Dejligt.

Jonathan med de store arme

Jonathan spiller på guitar og synger på dansk om stort og småt. Han er en lille mand, men man bemærker hurtigt, hvor langt Jonathans arme når ud. Han er underholdende og nærværende og inddrager publikum. Man føler sig som en del af koncerten – ja, endda som Jonathans ven. Mellem sangene er der mange sjove anekdoter om Jonathans liv i evig forandring og altid på vej. Sætlisten bliver enten skrevet i sidste øjeblik, eller også finder han en gammel, som han kan genbruge. Sådan er det bare.

Sætlisten og min banan

Sætlisten og min banan

Jonathan plejer at gå med hat. Desværre havde han i går ikke kunnet finde sin hat, og det var han lidt ked af. Men det hjalp da lidt på det, da en af gæsterne trådte ind ad døren med hat på. Endda en meget pæn hat. Hattemanden hed Tobias.

Og så er Jonathans yndlingsdyr en måge. Derfor havde han medbragt en hæklet måge, som troligt sad på den lille, intime scene og var en del af koncerten.

Guruen Christian

Christian kan vist godt betegnes som lidt af en modsætning til Jonathan. Christian er meget rolig. Han er også meget nærværende og rummelig, men på en mere ydmyg og blid måde end Jonathan. Christian er en høj, tynd mand. Han medbringer sit eget, lille tæppe og snor sine lange ben på det, når han skal spille. Og så sidder han bare der og ligner en guru. Han udstråler simpelthen sådan en ro og varme.

Når Christian går i gang med at spille, så forsvinder man ind i drømmeland. Jeg ved ikke helt, hvad betegnelsen for Christians musik er. Men jeg har hørt eller læst, at det er “naturalistiske musikmalerier”. Og det, synes jeg, er en rigtig fin beskrivelse af, hvad Christian kan.

Han spiller på en guitar. Og jeg ved sgu ikke, hvad det er, han gør med de lange fingre, med de lange negle. Men noget med at tromme på guitaren, og noget med at lyden er splittet op i tre dele. Jeg aner det virkelig ikke! Men det er simpelthen så drømmende og så smukt og så fint!

Læs mere om Jonathan Christensen og Christian Brocks projekter på deres Facebok-side lige her.

Forberedelser

Forberedelser

Jammen på rastepladsen

På vej tilbage til Odense i bil stoppede vi på en rasteplads for at jamme. Det er nemlig noget, Jonathan og Christian altid gør, når de skal til/fra Svendborg. Og med “altid” mener jeg vist alle gange to (inklusive i går). Jeg fik lov at være med. Vi stillede os op på et bord og jammede UD OVER HELE rastepladsen. Fuck, det var et smukt øjeblik. Jeg havde skrevet et digt i bilen, og så bad jeg drengene spille noget lidt hårdt musik til på deres guitarer. De fandt ind i en tone. Hvordan fanden gør de det? Amazing shit! I bedste Dan Turèll-stil fremsagde jeg mit digt. Der var fedt og skabte forargelse. Sådan!

Men det digt får lige lov at blive på rastepladsen lidt endnu …

// Sara

No Comments

Post a Comment