Et år med beslutninger, gåpåmod og udfordringer

I januar måned i år arbejdede jeg som handicaphjælper hos en privatperson 1-2 gange om ugen, for at min økonomi hang sammen hver måned. Jobbet som handicaphjælper er ufaglært og dermed ikke så godt betalt, men jeg havde nogle lange vagter, og der var tillæg om aftenen og om natten, så på i gennemsnit halvanden vagt om ugen hang tingene nogenlunde sammen for mig. Jeg måtte forøvrigt også have min hund med på vagt, da min arbejdsgiver var glad for hunde.

Selvom jeg lærte meget i jobbet som handicaphjælper (om grænser – mine og hans), om taknemmelighed, om at køre i bil med en kørestolsbruger osv., så var det ikke der, jeg skulle blive. I længden føltes jobbet drænende, og jeg kedede mig på de lange vagter, hvor jeg ikke kunne ses med andre mennesker. Da han stod over for en flytning, som ville gøre det besværligt for mig at rykke med som hans hjælper, så jeg det som det afgørende lille skub for at jeg skulle stoppe og satse på min virksomhed.

Fuld gåpåmod

Jeg startede med masser af energi og fuld med gåpåmod. Det var skræmmende, men mest af alt var det spændende. Jeg havde regnet på min økonomi, og hvis jeg skar helt ind til benet, kunne jeg klare mig for et lidt mindre beløb hver måned. Jeg er vant til at skære ind til benet, når det er nødvendigt, og jeg har gjort det ad flere omgange, når jeg sætter mig for et nyt projekt. Jeg udregnede, hvor længe min opsparing kunne holde mig kørende på mit stramme månedlige budget. Det kunne den i fem måneder.

Kortlæggelse af kunder

“Alright”, tænkte jeg, “Inden der er gået fem måneder, har jeg fundet på en plan. Jeg når ikke at løbe tør for penge. Og jeg vil arbejde dedikeret på min virksomhedsplan.” Jeg fik også lært at lave et driftsbudget, som jeg stemmede af hver måned. Jeg gik til adskillige kurser i iværksættere på Stjerneskibet i Odense. Stjerneskibet er et iværksætterhus, og jeg har taget kurser hos dem on/off, siden jeg stiftede virksomhed i 2015.

Det første halve år

Det gik over stok og sten det første halve år. Jeg var energisk, entusiastisk og fuld af drive. Jeg fik gjort alvor ud af et samarbejde med en anden filmskaber, så vi skulle lave film sammen til foreninger og virksomheder. Vi fik finpudset det koncept, vi havde arbejdet på gennem lidt over et år. Jeg fandt en webdesigner og gik i gang med at få en ny visuel identitet online og producerede en masse tekster til det. Jeg indlæste og indlæste og indlæste en masse lydbøger i mit hjemmelydstudie. Jeg lejede mig ind i et kontorfællesskab for iværksættere, så jeg havde faglig sparring og social kontakt. Jeg knoklede. Og jeg elskede det.

Hjemmesiden blev færdig. Lydbøgerne kørte i et godt flow. Min samarbejdspartner og jeg havde fået fastsat os på priser og lavet en flyer. Vi havde også testet vores samarbejde og kvalitet ved at lave en film sammen for en zoneterapeut. I maj måned fik vi vores første betalende kunde til filmproduktion, hun bestilte endda to film. Jeg gik og samlede mod til at få hul på foredragsdelen i min virksomhed, hvor jeg ville holde foredrag om psykisk sårbarhed og kunst, evt. kombineret med min film om emnet. Og pengene på min opsparing, som kunne have holdt mig kørende i fem måneder, blev ved med at holde. Jeg var endnu ikke løbet tør.

Men så begyndte energien at vende …

Det sidste halve år

Til Heartland Festival i maj/juni måned kom jeg til skade med min venstre fod. Udover at have ondt i den, havde jeg også en konstant snurren i nogle af tæerne, og den snurrende fornemmelse begyndte at trække op i benet. Jeg fik besked på at skåne den og kunne jo så ikke så let gå tur med min hund.

Min bil sagde pludselig en underlig lyd og skulle have en ny bagpot og en ny udstødning. Det var den første uforudsete regning. Kort efter var det min hunds tur. Hubert havde fået mellemkødsbrok i venstre side og skulle opereres. Vi måtte vente en uge på at dyrehospitalet fik tid til os, og i ventetiden fik han også brok i højre side. Det krævede en dobbeltsidet brokoperation i hans numse. Han blev også kastreret. Efterfølgende var min hund meget dårlig, og jeg måtte være hos ham 24/7 for at holde øje med ham og løbende give ham smertestillende. Han skulle på skånekost, så afføringen var lind, og det var noget værre smat at forsøge at få samlet op, når man lukkede ham ud. Og så gik der infektion i sårene, så han pludselig havde tårnhøj feber, og jeg måtte forbi dyrehospitalet med ham. På en søndag! Ja, du kan nok regne ud, at der kom noget af en ekstra regning der også. Kirurgi på dyr er sjovt noget meget, meget dyrt. Heldigvis var jeg forsikret, så størstedelen fik jeg dækket.

Hubert efter operation

I mellemtiden blev min fod ikke bedre. Jeg gik til fysioterapi og lavede øvelser. Men i september måned var det stadig ikke godt, og min fys sendte mig videre til udredning, da han mente, der kunne være noget andet galt. Smerterne og den snurrende fornemmelse trak længere og længere op i benet, og til sidste helt op i den venstre arm. Jeg var forbi lægevagten, og der fandt jeg ud af, det var nervesmerter.

Udredning

Udredningsforløbet kom til at vare tre måneder, og jeg skal spare dig for hele historien, for den er lang og ret kedelig. Men jeg var igennem tre forskellige ambulatorier for at finde frem til, hvad der var galt med mig. Ortopædkirugisk i Grindsted skulle undersøge min fod. Neurologisk på OUH skulle undersøge mig for mine nervesmerter. Ortopæden sagde blot, jeg skulle passe på min fod og sendte mig hjem igen. Neurologen kunne først ikke finde noget ved mig, men bestilte alligevel tid til blodprøvetagning og en MR-scanning. Blodprøverne viste, jeg havde borrelia (måske). Så blev jeg sendt til Infektionsmedicinsk. De undersøgte mig grundigt og kom frem til jeg ikke havde borrelia. Men så kom resultatet fra MR-scanningen endelig.

-“Du har en diskusprolaps og en indsnævring i venstre side af lænden”.
-“Ehm… Okay. Hvad så?”
– “Ja, nu er det jo jul, men du kan få en tid midt i januar”.
– “Okay, det vil jeg gerne.”

Så efter et halvt år med smerter og tre måneder med udredning kom der endelig en begrundelse på det hele. Tror jeg da nok. For jeg går jo stadig og venter på at få nærmere information om, hvordan jeg skal behandles for diskusprolapsen. Og jeg tror, at nervesmerterne udover fra foden også stammer fra den indsnævring i min lænd, hvor der jo så formentlig sidder en nerve i klemme og laver rod i nervesystemet i min venstre side.

Ramt af realiteter

I betragtningen af de ting, jeg ramte ind i i sidste halvdel af 2019 kunen jeg godt se, det ikke løb rundt for mig. Hverken økonomisk eller energimæssigt. Jeg var træt. Jeg var udmattet. Og jeg var drænet. Jeg begyndte også at blive en smule stresset i efteråret, for smerterne havde på det tidspunkt taget så meget overhånd, at der var nætter, jeg ikke kunne falde i søvn. Og pengene var nu for alvor ved at slippe op. Det endte med en sygemelding. Det valgte jeg at gøre, mens jeg blev udredt, så der kunne komme lidt ro over fronten.

Det var en rigtig god beslutning. Så snart jeg havde sygemeldt mig, faldt der faktisk lidt ro på mine nervesmerter. Det fortalte jeg til min fysioterapi og hentydede til, at det måske alligevel var fjollet at være sygemeldt så? Nej, sagde han – det var blot et tegn på, at jeg havde brug for det, og at roen gjorde mig godt.

Den dårlige venstrefod

Og for første gang i hele 2019 kunne jeg pludselig gå helt stille og roligt, slappe af og ikke løbe efter noget. Jeg skulle heller ikke bekymre mig om min økonomi – faktisk havde jeg ikke haft flere penge til mig selv hver måned i laaaaang tid, for nu fik jeg sygedagpenge, og det beløb var faktisk højere end hvad jeg var vant til. Det føltes som luksus.

Det satte nogle nye tanker i gang i mig igen. “Vil jeg fortsætte som selvstændig?” Med tiden er jeg nok kommet frem til, at jeg ikke ønsker det på fuld tid. Ikke som tingene ser ud nu. Udover mine skavanker er der også andre ting, der trækker.

Ønsket om stabilitet

2019 blev også året, hvor jeg fandt mig en kæreste. På selv samme Heartland Festival, hvor jeg kom til skade med min fod, mødte jeg den sødeste krølhårede mand. Tingene har udviklet sig, og vi står for at flytte sammen i 2020, når vi får tilbudt et lille rækkehus i Nyborg.

Min kæreste, kombineret med andre ting, gør, at jeg nu gerne vil have lidt mere stabilitet. Jeg gider ikke knokle løs og løbe stærkt i en virksomhed, som ikke tjener nok. Jeg orker ikke at bekymre mig om, hvor pengene kommer fra i næste måned. Jeg vil også gerne kunne holde ferie – uden at det går ud over min indkomst, så jeg pludselig mangler penge igen.

Jeg vil faktisk gerne have et lønmodtagerjob igen.

WHAAAAAAT???

Så var det da spild det hele, var det ikke?

Nej, det synes jeg bestemt ikke det var. Jeg har lært så afsindig meget som selvstændig. Jeg har ELSKET den frihed, jeg havde. Jeg har elsket at arbejde som min egen chef og sætte projekter i søen og nå i mål med dem igen. Jeg har elsket den udfordring, jeg har været igennem. Den ville jeg bestemt ikke være foruden! Og hvem ved, måske prøver jeg kræfter med at være selvstændig på fuld tid igen om ti år.

Hvad så nu?

Ja, hvad så nu? Hvad er planen?

Planen er, at jeg først skal være helt rask igen. Min ryg skal fikses, og det med nerverne skal der også styr på. Når jeg er nået så langt, kan jeg raskmelde mig igen. Og så er planen faktisk, at jeg vil finde mig et deltidsjob, gerne i Nyborg. Min fremtid ligger i Nyborg nu. Jeg skal lære en helt ny by at kende, og jeg glæder mig afsindig meget.

Tanken er, at jeg gerne vil lidt tilbage til mit felt, altså at arbejde med sprog og kommunikation. Det kunne være inden for turisme eller noget med kultur. Jeg har et par steder i tankerne, og jeg vil begynde at kontakte dem i starten af 2020.

Ved siden af fortsætter jeg med SaraHamdrup.dk – Nærværende fortællinger. For jeg er da slet ikke færdig med min virksomhed. Lydstudiet spiller stadig, og jeg vil fremadrettet fortsætte som lydbogsindlæser. Der er også flere filmvisninger på vej med “Min sårbarhed. Min styrke. Min kunst.” – som forøvrigt var på tre filmfestivaler i efteråret 2019 (det glemte jeg lige at nævne i al sygdomshistorien). Og hey, jeg har også lige fået solgt filmen til en privatpraktiserende psykiater, som vil bruge den til psykoedukation i sin klinik.

Så der er jo stadig gang i min business. Det skal bare være på et mere bekvemt plan for mig, så det hele går op i en højere enhed. Der skal jo være balance i det hele.

Rigtig godt nytår – og tak, fordi du følger med på min blog. 🙂
// Sara