Møde på kommunen som langtidssygemeldt

I dag havde jeg møde på Nyborg Kommune. Jeg var blevet indkaldt til samtale, fordi jeg (igen) har haft brokket mig og beklaget mig over, at jeg endnu ikke er afklaret i deres system, når det (i mine øjne) er ret logisk, at jeg skal bevilges et fleksjob. Mødet i dag skulle altså, ifølge min virksomhedskonsulent, give mig et bedre overblik over, hvor langt jeg er.

Okay, super! Jeg havde forinden indkaldelsen bedt kommunen om at lægge mødet om eftermiddagen, fordi mit hoved fungerer bedst der. I hvert fald ikke før klokken 11.

Kommunen lagde mødet klokken 10.

Suk!

Nå, men det gik. Jeg havde sovet ganske fint om natten, og omend mit hoved ikke var i fulde omdrejninger, så fungerede det da. Jeg havde bedt min kæreste om at tage fri fra arbejde i dag, så han kunne tage med som min bisidder.

Klokken 10 sidder vi pænt og venter. Jeg skal tale med min nye sagsbehandler (den sjette i rækken i min sag) og min virksomhedskonsulent. Sagsbehandleren kommer og henter os og fører os ind i et lokale. Min virksomhedskonsulent er der ikke, og det spørger jeg selvfølgelig til. Hun er desværre blevet forhindret og kommer så ikke med alligevel.

Bummer! Det er min virksomhedskonsulent, som kender min sag bedre end min nuværende (nyuddannede!) sagsbehandler. Nå, men vi går i gang.

Jobafklaringsforløb

Jeg er midt i et jobafklaringsforløb som langtidssygemeldt for at vurdere, hvor meget jeg kan og ikke kan holde til. Det gør man via en praktik i en virksomhed. Jeg har – i modsætning til de fleste andre sygemeldte borgere – været enormt proaktiv og selv fundet frem til en virksomhed, som gerne ville have mig i praktik. Det tog mig fem måneder – ja: FEM MÅNEDER – at finde en virksomhed, som kunne imødekomme mine efterhånden talrige skånehensyn. Jeg har siden september 2021 arbejdet hos en produktionsvirksomhed her i Nyborg, hvor jeg bor, to eftermiddage om ugen – i alt seks arbejdstimer om ugen. Det var meningen, jeg skulle stige i tid, men hver gang vi har forsøgt det, har jeg fået en voldsom belastningsreaktion. Det er ret skidt, for så bliver jeg ramt på det kognitive i hjernen og mister min korttidshukommelse og koncentration i nogle dage. Det er pænt ubehageligt!

Min sagsbehandler indleder mødet med at sige, at min praktik udløber i næste måned (praktikker kan maksimalt laves af 3 måneders varighed, men man kan altid forlænge). Min sagsbehandler ser ingen grund til at forlænge mig i min nuværende praktik, fordi jeg har været der så længe og ikke har kunnet stige i tid. Derfor mener min sagsbehandler, at jeg skal ud i en ny praktik for at se, om jeg ville kunne klare flere timer et andet sted, fx med bedre skånehensyn.

Jeg siger til min sagsbehandler, at jeg er enormt glad for min nuværende praktik, at jeg har kæmpet for at finde et sted, som kunne imødekomme mine skånehensyn, at jeg ikke kan se, hvordan en anden virksomhed kan imødekomme mine skånehensyn bedre end den nuværende. Jeg fortæller hende, at jeg har en supergod chef, som har godt kendskab til min situation, som er enormt forstående, at vi har en virkelig god kemi og et godt samarbejde, at jeg er tryg i min nuværende praktik, og at jeg også er begyndt at have noget socialt med mine kollegaer, fx løs snak (efter ikke at have haft overskud i de første mange måneder), og at jeg nu også er begyndt at samarbejde med en af mine kollegaer om nogle arbejdsopgaver. Jeg lægger vægt på, at jeg virkelig er glad for arbejdspladsen og ser mig selv der fremadrettet, når jeg engang er afklaret. At min chef formentlig vil ansætte mig i et fleksjob, så snart kommunen er færdig med at vride mig rundt i deres system.

Min sagsbehandler ser overrasket ud, da jeg fortæller, hvor glad jeg er for praktikken og ikke har lyst til at stoppe der. Jeg sidder og tænker: “Har hun da slet ikke læst min sag??!!”

Sagsbehandleren lægger igen vægt på, at jeg skal afprøves et andet sted, fordi en praktik ikke er nok til at afgøre min sag. Jeg fortæller min sagsbehandler, at jeg jo allerede har været i en praktik et andet sted også, hvor jeg også kun kunne holde til at arbejde seks timer om ugen. Min sagsbehandler ser igen overrasket ud, for hun har ikke nogen information om en tidligere praktik. Jeg fortæller hende, hvad det første praktiksted hedder og de måneder, jeg var i praktik der, og at praktikken blev afbrudt et par uger før tid pga. en voldsom stressreaktion. Så ringer der en klokke hos sagsbehandleren, som kan huske noget om praktikken. Hun havde dog fået oplyst, at jeg stoppede før tid pga. corona. Jeg informerer sagsbehandleren om, at corona ikke havde noget som helst med at gøre, at jeg måtte stoppe før tid, men at det derimod var pga. stress, som jeg netop havde sagt.

Tavshed …

Sagsbehandleren kommer frem til, at hun må se, om der kan indhentes nærmere information om min første praktik. Jeg fortæller, at min daværende sagsbehandler (nævner hendes navn) BURDE have noteret det i min sag, for der blev holdt flere møder med hende, mig og praktikstedet. Min sagsbehandler griner lidt og siger, at jeg bare skulle vide, hvor mange ting der kunne gå tabt i deres system.

Øhhh …!? Okay …?

“Hej, jeg hedder Sara – har I styr på mig?”

Jeg sidder og føler mig lidt fortabt. Jeg fortæller til min sagsbehandler, at jeg jo allerede har drøftet der her med min virksomhedskonsulent, og at jeg har indsendt de timer, som jeg nåede at arbejde det første praktiksted til virksomhedskonsulenten. Sagsbehandleren fortæller, at timeantallet slet ikke er nok. De skal jo vide, hvilke arbejdsopgaver jeg sad med i praktikken. Jeg siger, at det fortalte jeg jo til min daværende sagsbehandler (nævner endnu engang hendes navn), men at jeg da også kan fortælle hende, hvad jeg havde siddet og arbejdet med i den første praktik. Sagsbehandleren siger, at det ikke nytter noget at få det fra mig, hun skal have det fra praktikstedet og vil kontakte dem. Jeg fortæller hende, at min daværende chef (i det første praktiksted) er noget distræt, og fordi der er gået snart halvandet år, siden jeg var i praktik der, er jeg ikke sikker på, at de kan huske, hvilke arbejdsopgaver jeg sad med – det skulle de nok have fået med det samme. Sagsbehandleren siger igen, at hun jo bare må forsøge at kontakte dem for at få oplysningerne fra hende. Jeg siger: “Okay, fint nok – men jeg kan jo lige så godt fortælle dig, hvad jeg lavede i den første praktik”, og jeg opremser kort de arbejdsopgaver, jeg sad med for halvandet år siden.

Kovending

Som sagt skulle dagens møde være en hjælp for mig for at give mig et overblik over, hvor langt jeg er i min sag, og hvornår jeg kan forvente en afklaring. Første gang, jeg havde et møde med min nyeste sagsbehandler, var for halvanden måned siden. Det var et telefonmøde. Under det første møde giver sagsbehandleren udtryk for, at der ikke kommer til at gå så lang tid, før jeg får en afklaring. Hun mangler blot en vurdering fra min psykiater, en praktikbeskrivelse fra min virksomhedskonsulent, og så skulle hun indhendte en såkaldt LÆ 265 fra min læge. Derefter skulle min sag op til et rehabiliteringsteam, som skal træffe den endelig afgørelse. Forinden mødet med rehabiliteringsteamet skal der udføres en rehabiliteringsplan. Fair nok!

Efter det første (telefon)møde med min nye sagsbehandler var jeg superglad. “YES!!”, tænkte jeg: “Nu er det her cirkus snart overstået, og jeg får mit ønskede fleksjob”. Jeg havde forstået på min sagsbehandler, at det ville falde på plads i løbet af et par måneder. Så det var i mit hoved i løbet af sommeren 2022. Feeeeeeeeeedt!

Til dagens møde oplyser min sagsbehandler mig nu om, at der formentlig vil komme til at gå et halvt års tid mere, inden jeg kan forvente en afklaring. Jeg sætter spørgsmålstegn ved det. Sagsbehandleren siger, at det hun har fået fra min psykiater ikke er fyldestgørende. Jeg undrer mig, for jeg VED, at min psykiater er rigtig dygtig og også altid er grundig med at udfylde papirer til kommunen. Jeg spørger, hvorfor det ikke er nok. Hun svarer, at det er det bare ikke. Og da hun ved, at jeg har gået hos en psykiater før, vil hun også have en journal derfra. Jeg fortæller hende, at det jo er over otte år siden og spørger, hvad hun skal bruge en gammel journal til. Det får jeg ikke er rigtigt svar på.

Så spørger jeg til den praktikbeskrivelse og lægeerklæring, min sagsbehandler også skulle bruge. Sagsbehandleren fortæller, at min virksomhedskonsulent endnu ikke har lavet en praktikbeskrivelse. Sagsbehandleren har heller ikke indhentet noget fra min læge endnu. Jeg sidder der og sukker og tænker: “Nu gik det da ellers lige så godt, troede jeg …”

For halvanden måned siden kunne jeg se frem til en snarlig afklaring. I dag er der pludselig et halvt år til en formodentlig afklaring. Og kommunen ønsker at sende mig ud i en ny praktik.

Min chef vil jo gerne ansætte mig

Vi går tilbage og snakker om min nuværende praktik. Jeg opremser en masse grunde til, hvorfor jeg ønsker at blive der. Grunde, som jeg også har beskrevet i en mail, som min sagsbehandler BURDE have læst forinden mødet. Min sagsbehandler holder fast i, at de skal se, om jeg kan holde til flere timer et andet sted. Jeg siger, vi både har forsøgt at øge til otte timer pr. uge på arbejdspladsen samt via hjemmearbejde, men at begge dele har givet mig belastningsreaktioner op til flere gange. Jeg fortæller, at jeg er lang tid om at komme mig over en belastningsreaktion. Jeg fortæller også, at min psykiater har fortalt mig, at jeg – grundet mange års stress – har fået varige kognitive skader i min hjerne, og at det er meget vigtigt at bevare den restkapacitet, som jeg har tilbage. At det altså er vigtigt ikke at presse mig til mere, end jeg kan holde til, fordi hvert dyk går ind og laver flere skader i min hjerne. Jeg fortæller, at hvis de sender mig ud i en ny praktik, så vil jeg få en masse unødig angst op til, og det er jo med til at nedbryde mig, når vi hellere skal bygge mig op igen.

Jeg fortæller også, at jeg ad flere gange har snakket med min chef i min nuværende praktik angående muligheden for at blive ansat i deres virksomhed, når jeg er afklaret i kommunens regi. Min sagsbehandler siger, at det havde jeg jo også sagt til sidste møde, men at der jo ikke var sket mere siden da. Jeg siger: “Okay, men jeg ved da, at min chef har fundet nogle faste opgaver, som jeg vil skulle sidde med fremadrettet.”

Sagsbehandleren kigger på mig, ser ned i papirerne. Pause …

Så spørger hun, om vi har forsøgt at øge i tid, så jeg fx arbejder 3,5 timer mandag og onsdag. Jeg siger, at det har vi ikke.

Ny åbning

Godt så. Det viser sig, at der er en åbning der. Sikkert en eller anden paragraf, som sagsbehandleren kunne læne sig op ad.

Hun siger i hvert fald, at hvis jeg har mod på at forsøge at øge i tid med 30 minutter en af dagene, jeg er på arbejde, så vil hun gerne forlænge min praktik. Jeg svarer, at det kan jeg godt forsøge. Min sagsbehandler vil gerne have mig til at møde ind 30 minutter før. Jeg svarer, at der er mest ro om eftermiddagen, så hvis det er okay, så vil jeg hellere blive 30 minutter ekstra og så møde ind til samme tid. Det går hun med til.

Mødet bliver dermed afsluttet med, at jeg bliver forlænget i praktik. Jeg sørger for at fortælle min sagsbehandler, at jeg vil melde mig ind i en forening, som arbejder for at forbedre vilkårerne for fleksjobbere i Danmark. Min sagsbehandler gør mig opmærksom på, at jeg jo ikke er fleksjobber. Jeg tilføjer, at de også arbejder for mennesker, der er i lange jobafklaringsforløb og ressourceforløb hos kommunen og hjælper de sygemeldte til at blive afklaret hurtigere. I mit stille sind håber jeg, at min sagsbehandler anser det som en lille trussel, så hun rubber neglene. Jeg tvivler dog …

Hvor står jeg så nu?

  • Fik jeg et bedre overblik over min sag?
    Nej!

  • Føler jeg, at kommunen gør det bedste for at varetage mine interesser?
    Nej!

  • Føler jeg mig tryg i kommunens hænder og deres system?
    Nej!

  • Er jeg glad for at blive forlænget i min praktik?
    Ja!

  • Vil min chef ansætte mig i et fleksjob?
    Ja, det bekræftede han (og det lovede han mig) i dag, da jeg var på job efter mødet!

  • Er det nok for kommunen?
    Who f^*”#’^ knows!

Har du været igennem et jobafklaringsforløb?
Hvordan oplevede du det?
Var det et godt forløb for dig?
Følte du dig tryg undervejs?
Følte du, at kommunen lyttede til dig og varetog dine interesser?

Hvis du har erfaring med jobafklaringsforløb, så er du meget velkommen til at efterlade en kommentar herunder.

Måske er din erfaring brugbar for mig. 🙂
// Sara