Jeg vokser op i en kernefamilie på Fyn. Jeg har en livlig fantasi, siger lærerne i skolen, og jeg elsker at skrive stile. Min rejsetrang starter tidligt. Som 15-årig rejser jeg til USA et år og bor hos en amerikansk familie, mens jeg går på high school. Da jeg kommer hjem, kan jeg ikke vente med at komme ud igen.
Efter en HF-eksamen flytter jeg til Spanien for at lære spansk. I halvandet år bor jeg i Andalusien. Herefter begynder jeg at læse spansk i Aarhus og tager undervejs et semester på et universitet i Nordspanien samt et praktikophold i Argentina.
Som færdiguddannet i spansk og kommunikation får jeg job i København under Den Spanske Stats Turistbureau. Jeg finder dog ud af, jeg hellere vil arbejde med medier. Jeg arbejder mig videre til et job på DR – stadig med fokus på spansk. Nu oversætter jeg film og laver undertekster.
Desværre rammer jeg ind i nogle svære år. Først bliver jeg ramt af stress og derefter en svær depression, hvorunder jeg udvikler en angstlidelse.
Jeg går sygemeldt i næsten to år og kommer igennem hænderne på forskellige psykologer og psykiatere, dog uden at blive rask. Helingen og min vej ud af smerten, finder jeg, da jeg kontakter en krops- og kunstterapeut og starter et forløb.
Rask med en sårbarhed bliver min nye tilværelse. Jeg kæmper med ”den nye Sara”. Jeg har svært ved at acceptere, at jeg fortsat skal være sårbar.
En gammel drøm om at lave dokumentarfilm ulmer i min mave, og jeg beslutter mig for at springe ud i det. Jeg rejser til Argentina med et kamera, og det ender med at blive min debutfilm: ”Rejsen til min ’mate’”. Filmen vises på to filmfestivaler, og jeg er stolt.
Næste filmprojekt bliver om sårbarhed og kunst. Jeg står uforstående overfor, hvorfor kunstterapi ikke tilbydes noget sted i systemet, når man er psykisk syg og sårbar. Jeg beslutter mig for at fortælle min historie via digte, jeg skrev under sygdomsperioden. Syv kunstnere hjælper mig med min fortælling. ”Min sårbarhed. Min styrke. Min kunst.” bliver mit nye fokusområde.
Det er for længst gået op for mig, at jeg ikke trives i et regulært 8-16-job. Jeg keder mig, når jeg sidder for meget foran computeren. Jeg vil kombinere det med noget kreativt, og jeg vil også gerne prøve kræfter med at være min egen chef. Min tilværelse har i mange år været stykket sammen af forskellige freelancejobs, deltidsstillinger og en virksomhed på sidelinjen.
I januar 2019 beslutter jeg for en periode at prøve kræfter med at være selvstændig på fuld tid. Jeg tager springet og opsiger mit sidste deltidsjob. Nu kan jeg hellige mig al min tid til min virksomhed og mine hjerteprojekter. Jeg vil fortælle historier.
ERHVERVSERFARING
Selvstændig
Filmproduktion, lydbogsindlæsning, speak og foredrag.
TV 2
Nyhedstekster
Rigspolitiet
Tolk i spansk for politi og domstole i Danmark
TekstTolk
Skrivetolk for døve og hørehæmmede
Ordbogen.com
Sprogmedarbejder og speaker
Danmarks Radio
Tekster for film og tv-serier
Den Spanske Stats Turistbureau
Turisme-/kommunikationsmedarbejder og oversætter
UDDANNELSE & KURSER
Frem i Livet af Soulaima Gourani (2017)
Kursus og netværk, hvor der arbejdes med livsdesign for at nå sit drømmemål
Stjerneskibet, Odense (2015)
Iværksætterhjulet – Iværksætterforløb for opstartende virksomheder.
Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus (2012)
Kortere uddannelsesforløb med foto, lyd, video og tekst
Handelshøjskolen i Aarhus (2008)
Cand.ling.merc i spansk
Handelshøjskolen i Aarhus (2005)
Bachelor i erhverssproglig kommunikation: engelsk og spansk