Din kunst ramte ned i min verden
Det skrev en kvinde til mig i lørdags. Hun havde været inde at se min film til Nordisk Filmfestival i Frederikshavn, hvor “Min sårbarhed. Min styrke. Min kunst.” blev vist for en uge siden. Kvinden har netop selv været igennem en sårbar periode i hendes liv, og hun var usikker på, om det var en god idé at se min film. Om det ville blive for tungt.
Det kan jeg godt forstå! Man kan nemlig ikke lave en film om depression og angst, uden at den bliver tung. Men det var min hensigt, da jeg lavede filmen, at den skulle laves på en opløftende måde, så man føler livsbekræftelse. Og se, så bliver jeg simpelthen så glad og rørt, når publikum tager sig tid til at sende en lille hilsen til mig med feedback.
Jeg blev så overrasket over, at jeg faktisk smilede rigtig meget
Kvinden skriver også til mig, hvad to af fortolkningerne af mine digte gjorde ved hende. Og hun skriver, at hun blev overrasket over, at hun faktisk smilede så meget undervejs. Jamen altså … Igen bliver jeg lykkelig! Så kan min film også det.
Jeg tænker, at kvinden mærker genklang i mig og min fortælling. Hun kan spejle sig i min smerte og min rejse ud af den. Hun kan genkende den – og sikkert mærke den i sig selv. Men hvorfor gør det hende glad at genkende min smerte?
Skam dig
Det gør det, for så er hun ikke alene. Så er hun ikke forkert. Så er hun med i noget større, og hun er ikke den eneste med de følelser og tanker. Jeg husker, hvordan jeg selv troede, jeg var den eneste i hele verden, som havde det på den måde under min depression. Og at jeg måtte gemme det væk, ikke sige det til nogen og bare selv prøve at fikse det. Det er det værste, du kan gøre, når du er ramt af depression.
Skam og tabu gør det kun endnu mere svært. Ja, endnu mere! For du har det faktisk rigtig svært i forvejen, når du konstant battler med så tunge tanker, og alt virker dystert, mørkt og håbløst. Hmm, så lige top det med en ordentlig røvfuld skam også. Yes yes …
Hvorfor al det navlepilleri?
Kvinden gjorde mig opmærksom på, hvorfor det var, jeg gik i gang med det store filmprojekt. Hvorfor var det, jeg ville udstille mig selv? Hvorfor bruge 14 måneder på at arbejde fuld tid på projektet uden løn? Hvorfor smide cirka 50.000 kr. af mine egne penge i det her filmprojekt, fordi jeg ikke fik nok funding andre steder fra? Og hvorfor dykke ned i den smerte, som jeg heldigvis havde fået lagt afstand til og egentlig var kommet igennem? Hvorfor?
Det ville jeg, fordi jeg ville give håb til andre. Fordi jeg vil inspirere til, at kunsten kan være med til at hele dig. Fordi jeg mener, den er meget bedre end psykofarmaka. Fordi jeg vil vise dig, at du GODT kan rejse dig efter depression og angst. Fordi livet er smukt. Fordi vi lærer af det hele – også smerten. Fordi jeg vil skabe større forståelse for et svært emne. Fordi jeg vil være med til at nedbryde tabu. Og fordi jeg vil inspirere.
Så jeg siger tak til dig, kære kvinde, som skriver til mig. Og tak til alle jer andre, der gennem månederne også har taget jer tid til at skrive til mig via filmens Facebookside eller min Instragramprofil. Tak for jeres ord. Tak, fordi I deler. Og tak, fordi I kom og så min film.
Og ja, stik de fingre ned i ler. For ler er fedt! 🙂
// Sara