Lydbogsfan: Jeg har hørt den over fem gange

Jeg har alle H. C. Andersens eventyr samlet i 16 små minibøger, som jeg ønskede mig som barn. De har fulgt mig i mange år. Men de seneste år har de sådan set bare stået inde i bogreolen, så jeg besluttede, at de skulle videre og satte dem til salg på Gul og Gratis. Efter et stykke tid skriver en ung pige til mig, og hun vil gerne købe bøgerne. Vi skriver lidt frem og tilbage og skal lige finde ud af porto mm. Så er det, hun pludselig skriver til mig:

Jeg bemærkede også lige dit efternavn – er det dig, som har indtalt “Anna og det franske kys af Stephanie Perkins?

And that made my day!

For ja, det er jo mig. “Anna og det franske kys” er en ud af tre i en serie skrevet af amerikanske Stephanie Perkins. Tre ungdomsbøger, som er helt vildt formidable. Supergodt skrevet! Jeg husker, hvordan jeg selv blev helt opslugt under indlæsningen. Faktisk blev jeg småforelsket i den karakter, som hovedpersonen er forelsket i (det er sket for mig flere gange, fordi jeg lever mig så meget ind i historierne).

Jeg har hørt den over FEM gange

Da jeg bekræfter overfor den unge pige, at ja, det er mig, som er indlæseren til “Anna og det franske kys”, så skriver hun til mig:

Ej hvor vildt, jeg er KÆMPE fan! Jeg kan normalt ikke lide oversatte bøger, da jeg føler at ting går tabt i oversættelsen, og jeg lytter ellers aldrig til danske lydbøger – men jeg har hørt “Anna og det franske kys” over fem gange! Din oplæsning var det som fik mig igennem mine forældres meget rodede skilsmisse da jeg var yngre – tusinde mange gange tak!

Ahmeeeen altsååååå! Der sidder jeg i sofaen foran fjernsynet på en temmelig kedelig coronaaften og skulle bare lige tjekke Gul og Gratis. Jeg får næsten tårer i øjnene.

Der er nemlig lige én ting, du skal vide, når man arbejder som lydbogsindlæser.

DU FÅR NÆRMEST INGEN FEEDBACK!!

Proceduren for en indlæsning foregår cirka sådan her:

Du bliver spurgt, om du kan indlæse en bog. Du siger ja. Du modtager en bog og en deadline. Og så er det ellers i gang. Du skal selv sørge for at booke studietid. Du skal selv sørge for at forberede dig. Du skal selv indlæse den i et mørkt studie. Du skal selv rette alle dine (mange) fejl, som du uundgåeligt laver under indlæsningen. Og du skal selv tjekke kvaliteten af dit arbejde, inden du afleverer en færdigindlæst lydbog til producenten. Producenten sørger så for efterredigering af lyden, men alt andet har DU lavet.

Og hvad sker der så? Tja, ikke så meget. Jo, du får din betaling, naturligvis. Men der er ikke andre end dig selv, som lytter borgen igennem, inden den udkommer. Der er ikke nogen, der vifter med et lille flag og siger: “Skidegodt arbejde dér, du!!”

På et tidspunkt opdager du, at bogen er ude på diverse platforme. Bibliotek.dk, e-Reolen, Mofibo osv. I starten gør du nok, ligesom jeg gjorde: Holder øje med, hvordan bogen klarer sig. Jeg loggede fx regelmæssigt ind på Mofibo (eller dengang der også var Storytel) og slog mine bøger op for at se, hvad lytterne skrev. Det holdt jeg dog hurtigt op med. Jeg blev simpelthen for ked af det.

Hvorfor?

Indlæseren lyder megaåndsvag

Fordi der sjældent var søde kommentarer. De mennesker, der skrev en kommentar, var som regel de utilfredse. Så når jeg gik derind og tjekkede mine bøger, kunne jeg læse ting som: “Jeg måtte opgive at høre bogen færdig, fordi jeg ikke kunne klare indlæseren” eller: “Indlæseren lyder megaåndsvag”.

Øv! Det blev jeg ikke superopløftet af. Jeg spurgte en gang min “lydbogschef” om det. Han sagde, at jeg ikke skulle bekymre mig om det. Dem, som er glade, skriver sjældent noget. Men dem, som er utilfredse, skal nok sørge for at ytre sig. Så derfor stod der som oftest negative ting.

Det betyder med andre ord, at gennem de seks år, jeg arbejdede som lydbogsindlæser, fik jeg meget, meget sjældent ros. Der er jo ikke rigtig nogle andre af dine “kollegaer”, som hører dine bøger. Og dem, som arbejder med at producere dem, har ganske enkelt ikke tid.

Jeg var rigtig glad for at arbejde som indlæser. Det er et anderledes job, og jeg holdt meget af det. Jeg gjorde mig umage med at lave forskellige stemmer til karaktererne (og nogenlunde huske, hvem der havde hvilken stemme). Derfor blev jeg enormt glad for den unge “H.C. Andersen-købers” kommentar:

Jeg synes, det er fedt, hvordan du varierer dine stemmer – for mig føltes Anna, Lola og Isla alle som 3 forskellige personer. Jeg fik dem anbefalet for laaaang tid siden af en sød pædagog, som faktisk også roste dig og sagde, at din oplæsning var virkelig god og indlevende.

Tænk sig, hvor glad jeg blev på sådan en ellers kedelig coronafredagaften. De gange, jeg har fået ros og anerkendelse som lydbogsindlæser kan vist tælles på den ene af mine hænder. Men hey, så betyder det jo også ekstra meget, når den kommer.

Den unge piges ord sad i mig gennem hele weekenden. Og nu sidder jeg her søndag aften og er stadig glad. Jeg savner helt mit arbejde som lydbogsindlæser, men det kan jo være, jeg kommer til at arbejde med det medie igen.

De 16 minibøger med H.C. Andersen er pakket og parat til at blive sendt af sted mod den søde, unge pige. Jeg håber, hun får glæde af dem, og at de får et nyt liv.

Længe leve historiefortælling!
// Sara