At være strategisk med sin angst

Jeg har levet med angst i efterhånden ti år nu. Det er cirka syv år siden, jeg fandt ud af, jeg havde en angstlidelse. Jeg havde nok at gøre med at komme mig efter først et stressnedbrud og derefter en svær depression, så jeg var ikke lige forberedt på at få angst også, Men det skete, for de tre ting hænger desværre ofte lidt for godt sammen.

Sidenhen har jeg måttet kæmpe med angsten og finde ind i en rimelig balance, så jeg kunne leve med angsten. Altså uden at den skulle styre mig. Det tog sin tid, men jeg fik det heldigvis nogenlunde lært efter flere års terapi og diverse kurser. Jeg kom ud af sygemeldingen og tilbage i job.

Øjenåbner

Nu går jeg desværre sygemeldt igen og har gjort det i snart et år. Jeg kom til skade med min fod sidste sommer, og efterfølgende kom der flere skader til. I den anledning er jeg i systemets hænder igen, og selvom jeg denne gang er sygemeldt med noget fysisk, så blev det klart for mig efter nogle måneder, at jeg hellere måtte fortælle min sagsbehandler om det her angst også, så der kan blive taget hensyn til det.

Det korte af det lang er, at jeg blev tilbudt et kursus i mestringsstrategier for folk, som er ramt af depression, stress og/eller angst. Først var jeg ikke så motiveret for det, for jeg har som sagt været igennem meget terapi og flere kurser. På den anden side tænkte jeg, at jeg da hellere måtte takke ja til det, kommunen kunne tilbyde mig, så jeg viste samarbejdsvilje.

Kurset blev faktisk lidt af en øjenåbner for mig. Selvom jeg har været så meget teori igennem inden om psykisk sårbarhed, så fik jeg det bare præsenteret på en helt ny måde. Undervisningen blev afholdt af to kompetente damer. Den ene med baggrund i teoretisk viden og den anden med baggrund inden for kroppen og kropslige øvelser.

Udover at lære mere om nervesystemet og få en meget større forståelse for, hvad der sker inde i kroppen og hjernen, når man som mig lever med en øget psykisk sårbarhed, så fik jeg også en masse værktøjer i form af fysiske øvelser, man kan lave alene eller blandt andre mennesker.

Stamp opad

En øvelse var fx at lære at stampe opad i stedet for nedad. Når du stamper vredt i gulvet, så er det en bevægelse fyldt med vrede og afmagt, og du har nok også lidt ondt af sig selv. Hvis du derimod stamper i gulvet med en bevægelse, hvor du fjedrer opad i kroppen, så ændrer det sig. Så bliver det en helt anden bevægelse, som er fyldt med energi og et “løft”. Du vil kunne mærke, at du tager ansvar og lægger offerrollen fra dig. Prøv selv.

Andre øvelser handlede om at passe på sin mave, hvis man sidder i en ubehagelig situation. Jeg har gennem mange år vidst, at jeg er særlig sensitiv – man kan også kalde det at være et sansende væsen. Jeg opfanger helt vildt meget af det usagte. Det kan være en god ting, men det kan også være enormt belastende. For som psykisk sårbar har jeg ikke altid overskuddet til andres følelser, men det kan være som om, de bare drøner ind i mig alligevel. Og så er jeg pludselig helt fyldt op af noget, som slet ikke er mit. Desværre er det tit de negative følelser, som kan drøne ind i mig.

I de situationer kan det være en rigtig god idé at skærme sig. Det kan du gøre ved at lægge armene over kors eller ved at vende siden eller ryggen til det menneske, som er ved at læsse en masse negative følelser af på dig. Du kan stadig lytte til vedkommende, men ved at vende siden eller ryggen til, fokusere på noget andet (fx kigge ud ad vinduet), minimerer du den andens “aflæsning”. Du beskytter din mave – hvor alle de vigtige organer ligger – og på den måde, kan det lidt lettere glide af dig, så du ikke tager så meget ind i dig selv.

Fem grønne batteriposer

Det vigtigste, jeg lærte på kurset, var nok om batterier. Vi lærte, at hvert menneske har fem grønne energiposer at bruge hver dag. De grønne energiposer er dem, som man sagtens kan bruge, uden der sker noget, for vi får fem nye dagen efter. Hvis man går i gang med at bruge af de gule batteriposer, så kan man holde til det i en afgrænset periode. Men hvis man over en længere periode bruger af sine gule batteriposer, så går det galt. Så kører man sig selv ned og kan ende i et stressnedbrud. Det var det, som skete for mig for ti år siden. De røde energiposer skal vi lade være. De er kun til helt ekstreme situationer i form af akutte kriser, fx krig og ulykker – egentlig har vi slet ikke adgang til dem med vores egen frie vilje, det sker helt ubevidst.

Så langt så godt. Det giver jo rigtig fin mening. Vi skal så vidt muligt kun bruge af de grønne batterieposer. Tjek!

Jeg kunne også sagtens se, at jeg førhen har brugt af de gule energiposer og glemt at lade op efterfølgende. Det tog faktisk ret lang tid at lære IKKE at bruge af de gule poser. Men det har jeg vist styr på nu, vil jeg mene.

Det, der så overraskede mig, var, at jeg troede selvfølgelig, jeg også havde fem grønne energiposer hver dag. Men nej, det har jeg ikke.

Når man har været ramt, som jeg har. Når man igennem så mange år har kæmpet med stress, depression og angst, så har kroppen og nervesystemet været godt og grundigt på overarbejde. Hvor andre “normale” mennesker har fem grønne energiposer til rådighed hver dag, så er det anderledes for mig. Jeg må kun bruge tre grønne poser om dagen. De to sidste skal jeg sætte ind i min energibank for at spare op på min energikonto.

Wooooooaw!!

Den skulle jeg lige tygge på. Men det giver egentlig rigtig god mening, når det lige synker ind. Det er jo lige præcis det, jeg skal. Spare op! Jeg har kørt med underskud på energikontoen i årevis, og min konto er tom.

Omjustering af strategier

Hvis jeg kun skal bruge tre grønne energiposer om dagen, så er jeg nødt til at gentænke rigtig mange ting i min dagligdag. Der skal i den grad justeres på flere ting. Jeg skal lægge meget mere ro ind i min hverdag, min uge og min måned. Jeg skal vælge nogle ting til, men sortere rigtig mange ting fra. Det kan fx være en familiesammenkomst, som jeg har lyst til at deltage i, men som jeg må melde fra til for at få nok ro.

Det kan være så let at tænke, at jeg går glip af ting, og det kan gøre mig ked af det. Jeg kan hurtigt komme over i tanker så som: “Nu svigter jeg min familie.” Eller: “Hvornår kan jeg holde til ting igen, som jeg kunne før?” Men i stedet skal jeg hellere tænke:

“Det er selvfølgelig ærgerligt, jeg ikke kan være med i dag. Men min familie forstår det godt, og nu får jeg sat to grønne batteriposer mere i min energibank, så jeg fremadrettet bibeholder en god balance. Jeg tager ansvar for mig selv.“

Når jeg vender det om på den måde, får jeg en god følelse i kroppen. Jeg slipper skyldfølelsen, og jeg føler ikke på samme måde, at jeg går glip af noget.

Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, men jeg glæder mig til at arbejde videre med det. Og for at jeg ikke pludselig har “glemt” det om et par måneder, har jeg lavet en lille reminder til mig selv i form af en tegning med tre grønne batteriposer, som jeg kan gøre brug af hver dag – og de to ekstra poser, som bliver sat i min energibank. Direkte ind på min energikonto!

Tak til damerne, som lærte mig om batterier, at stampe opad, og at jeg godt må vende ryggen til det, som ikke er mit.
//Sara