Dinner with a Dane
For noget tid siden tilmeldte jeg mig det her projekt, som en dansker og en amerikaner har startet op i fællesskab i København. Det hedder Dinner with a Dane. Det går ud på at skabe netværk mellem udlændinge, som planlægger et længerevarende ophold i Danmark, og danskere. Som dansker kan man invitere en eller flere udlændinge hjem til et måltid dansk mad, og forhåbentligt kan det så udvikle sig til videre kontakt – og måske et venskab.
Jeg skulle udfylde et spørgeskema, hvor jeg bl.a. skrev, at jeg har boet i USA, Spanien og Argentina og derfor har særlig interesse i de lande. Jeg fortalte også, at jeg godt kan lide at udfolde mig kreativt, så de vidste lidt om mine interesser og måske kunne parre mig op med nogen, der også er kunstnerisk anlagt. Alt i alt var jeg dog meget åben for, hvem der skulle komme hjem til mig.
Efter nogle uger fik jeg så besked om, at de nu havde fundet et par til mig, som jeg kunne invitere hjem: Vincent og Sonja fra Canada.
Jeg kontaktede Sonja på mail og fortalte en smule om mig selv, og hvad jeg arbejder med. Så spurgte jeg ind til, om de havde nogen allergier, eller om der var noget, de ikke spiste. Sonja svarede hurtigt, at de spiste det meste. Vi fik aftalt en dag.
En tillidserklæring i frikadeller
I sidste uge var de så hjemme hos mig for at spise frikadeller og kartoffelsalat med røgeostcreme som et fynsk prik over i’et.
Jeg havde været lidt i tvivl om, hvorvidt jeg skulle lave frikadeller ud af 500 gram svinefars eller et helt kilo (til tre personer). Jeg besluttede mig for at lave af et helt kilo, for det er så dumt, hvis der ikke er nok – i min familie har vi altid spist meget mere end det antal hoveder, som opskrifterne lover, der er mad til.
Det var heldigt, for Vincent startede med at tage otte frikadeller op på sin tallerken. Det er da noget af en tillidserklæring. For hvad nu hvis de ikke havde smagt godt? Jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet. Der blev heldigvis spist godt med frikadeller.
Internationalt par
Som aftenen gik kom vi omkring mange emner. Det viste sig, at Sonja var halvt nordmand og havde boet de første år i Norge. Derefter flyttede hendes familie til Canada, men efterfølgende havde familien også boet i Tyskland. Vincent havde arbejdet nogle år i USA, og parret mødte hinanden i England, mens de begge læste der. Jeg har glemt, hvilken by det var, men i hvert fald en eller anden halvøde by, hvor der ikke kørte ret mange busser, hvor der var mange køer på markerne, og hvor der var blevet optaget en krimiserie.
Godt match
Det var en superhyggelig aften, og vi fandt ud af, at vi har flere fælles interesser. Sonja er faktisk oldebarn til en berømt kunstner og holder også selv af at fordybe sig kunstnerisk. Vi fandt ud af, at vi begge elsker at arbejde med ler. Vincent synger i et kammerkor dirigeret af en argentiner, og jeg har netop taget privat sangundervisning og overvejer at finde et kor at synge i.
Der var derfor rigtig gode muligheder for at mødes igen. Og allerede dagen efter var jeg i Nyborg for at høre koret, som Vincent synger i, give koncert på Nyborg Slot. Skøn oplevelse! Vincent underviser på Syddansk universitet i Odense. Sonja søger arbejde. Jeg har aftalt med Sonja, at vi må finde en dag at tage ind på Kulturmaskinens lerværksted sammen.
Og hvem ved, måske skulle jeg prøve ad, og se om jeg er dygtig nok til at synge i et kammerkor – det går jeg i hvert fald nu og overvejer (selvom jeg tænker niveauet måske er lidt for højt til mig).
Hvorom alting er, så havde vi en hyggelig Dinner with a Dane-aften, og jeg er sikker på, at jeg får flere gode oplevelser sammen med dem. Jeg kan stærkt anbefale konceptet – og hvis du ikke har opdaget, at jeg linkede til organisationens hjemmeside øverst i dette indlæg, så får du linket en gang til lige her.
Giv det et forsøg! 🙂
// Sara
No Comments