Karklude
I en tid, hvor en så tåbelig mand som Donald Trump (åbenbart) kan blive valgt som den næste amerikanske præsident, synes jeg, vi har brug for at vende fokus mod noget andet. Som fx karklude. Karklude er gode. Og karklude er nyttige.
Semidårlig samvittighed
Jeg har i noget tid været utilfreds med mine karklude og gået med en lidt dårlig samvittighed, fordi mine karklude primært består af de der alt-mulig-klude, som er skidebillige. Den dårlige samvittighed bunder i, at de er fyldt med mikroplastik, som hele tiden bliver ledt ud i naturen, når man bruger dem, og når man vasker dem.
Først troede jeg, jeg gjorde en lillebitte god gerning, fordi mine alt-mulig-klude er meget gamle, plettede, har huller – og så må mikroplastikken da for længst være skyllet ud – så hvis jeg bare beholdt de gamle grimme, var jeg måske knap så skyldig i det der mikroplastik i naturen.
Men det er vist ikke sådan, det hænger sammen. I hvert fald sagde min lillebror, at kludene bliver ved med at lede mikroplastik ud. Øv! 🙁
Strikke Johanne
Men nok om det og over til det sjove. For jeg har en sød veninde, som er rigtig dygtig til at strikke. Hun kan strikke ALT muligt. Sweatre, babytøj, slips, you name it! Og så har hun lige startet en lille virksomhed, hvor hun vil sælge sine strikkede ting. Jeg spurgte hende, om hun ville strikke et par karklude til mig, og det ville hun gerne. Jeg blev endda hendes kunde nummer et.
I sidste uge fik jeg så fire fine bomuldskarklude, som er strikket i grønne og sorte farver med forskellige mønstre og varierende design. Jeg har allerede kvalitetstestet den første grundigt. Kludene er supergode og behagelige. Jeg tror også, de kan holde i mange år, for Johanne er grundig i sit arbejde og leverer varer af god kvalitet. Prisen for fire smarte klude var den nette sum af 100 kr. (inkl. moms). Det er da en fair pris!
Hvis du har lyst til at se, hvad Johanne kan strikke, så klik ind på Johanne og garnet, hvor hun har blogget i et halvt års tid. Hun har også en hjemmeside med webshop under udarbejdelse. Den kan jeg linke til, når den er klar.
Jeg kan ikke fjerne Trump. Men jeg elsker Johannes karklude. Solen skinner stadig. Og livet er godt.
// Sara
Mark
september 12, 2022at5:53 pmThanks for your blog, nice to read. Do not stop.