Man kan, hvad man tør!

Borgerløn

I sidste uge fortalte min yogalærer mig om en artikel, hun havde læst om et forsøg, der foregår i Finland. Det handlede om “borgerløn”. Det er ledige, som i stedet for at få den normale arbejdsløshedsunderstøttelse får udbetalt cirka 700 kr. mindre om måneden. Til gengæld forsvinder alle reglerne også. Det vil sige, at de mennesker, som er på borgerløn må gøre lige, hvad de vil.

Hvis de vil arbejde en enkelt dag, eller hvis de vil starte en virksomhed, så gør de bare det – uden at spørge om lov og uden at blive trukket i deres borgerløn. Forsøget havde haft gode resultater. Deltagerne var blevet glade, havde fået mere energi, de havde fået en masse idéer, og de var blevet aktive.

Her kan du læse en artikel om borgerløn i Finland.

Dagpengestress

Jeg synes, det er utrolig interessant. Siden jeg blev uddannet i 2008, har jeg desværre været på dagpenge lidt for mange gange. Og hvor har jeg dog været frustreret og ked af det i det system! Jeg har følt mig kontrolleret, jeg har følt mig modarbejdet, og jeg har følt mig stresset.

Et idérigt menneske som mig, der ønsker noget andet i sit arbejdsliv, passer rigtig dårligt ind i det firkantede og bureaukratiske dagpengesystem. Jeg vil ikke det gængse 8-16-kontorjob, og jeg har fundet rigtig mange interessante jobs ved at bruge mit idérige sind. Jeg har arbejdet på DR, TV 2, Det Spanske Fodboldslandshold, COP15 osv.

Nå, og hvor vil jeg så hen med alt det her?

Det handler om, at jeg netop har truffet en beslutning. For lige nu er jeg igen på dagpenge. Samtidig har jeg en lille virksomhed, og den er i systemet godkendt som det, der hedder “selvstændig bibeskæftigelse”. Jeg har fået givet 78 uger, hvor jeg må køre med min virksomhed, samtidig med at jeg er på dagpenge (og skal søge fuldtidsjob). Jeg har sådan set masser af dagpenge tilbage, men de 78 uger udløber lige om lidt, og så skal jeg træffe en beslutning. For at blive ved med at modtage dagpenge, skal jeg lukke min virksomhed ned. Hvis jeg ikke lukker den, bliver pengekassen lukket i for mig, og jeg kan få nul kroner om måneden.

Kloge ord i Svendborg

Det sad jeg og snakkede med min fotograf om i toget i tirsdags, da vi var på vej til Svendborg for at holde et møde med en tegner og illustrator, der skal være med i et filmprojekt. Jeg var lidt bekymret, for hvad skulle jeg lige finde på der i januar … Regningerne skal jo stadig betales.

Vi fortsatte snakken hos tegneren også. Hun har været selvstændig i tre år, og det har selvfølgelig været svært. Men på én eller anden måde, har det alligevel kunnet løbe rundt for hende. På et tidspunkt er der en, der siger: “Man kan, hvad man vil”. Nadia (tegneren) bryder ind og siger i stedet: “Man kan, hvad man tør!”

Jeg blev helt betaget af de ord. Og tænk lige over det. Du kan, hvad du tør! De ord tyggede jeg lidt på. Og de fik mig til at træffe en beslutning.

Jeg er træt af dagpengene. Jeg er træt af at ryge ind og ud af det system. Jeg er træt af ikke selv at måtte bestemme over min tid og mine drømme. Jeg er træt af at udfylde formularer og skemaer – og jeg er træt af at søge to fuldtidsstillinger om ugen, som jeg slet ikke kan se mig selv i.

Nu går jeg solo! Jeg skal være selvstændig.

Pengeplan

De næste seks måneder bliver udfordrende, tror jeg. For jeg har ikke nok indkomst i min virksomhed, til at jeg kan leve af den, som tingene ser ud nu. Men hey, nu bliver det min fuldtidsbeskæftigelse, og så kan jeg jo arbejde på lige præcis det.

Al den energi, jeg har brugt på at søge meningsløse stillinger og at huske at registrere det ene og det andet hver uge inde på Jobnet – og alle de møder, jeg hele tiden skulle indkaldes til, for at systemet kunne holde øje med mig. HA, dem slipper jeg for nu. Al den energi vil jeg i stedet kanalisere over i min virksomhed.

Jeg bliver helt glad ved tanken. Jeg har booket et møde med min bank i næste uge, jeg har en lille opsparing og lidt ekstra penge, som mine forældre kan give mig. De penge bliver nu investeret i mig. Og indtil videre kan jeg stadig blive boende i min lejlighed og betale mine regninger.

På vej hjem til Odense i toget sidder jeg og reflekterer over den beslutning, jeg er ved at træffe. Fotografen (Cathrine Lamm Nielsen) filmer imens. I kan se mine refleksioner herunder. 🙂

Man kan, hvad man tør. Punktum.
// Sara