Refleksioner under jorden

Søndag d. 15. marts havde jeg et arrangement i Onkel Olga’s galleri i Svendborg. Jeg læste op af nogle af mine egne tekster, som jeg havde valgt at kalde ‘Refleksioner under jorden’, og musikerne Jon Holm og Oliver Nørgaard akkompagnerede mig imellem teksterne på deres akustiske guitarer. Det blev et rigtig fint og intimt projekt.

Livets mørke side

Teksterne, var nogle jeg skrev under en periode med megen angst og depression, så de omhandler livets mere mørke side, men med at tvist af humor og rigtig meget viljestyrke efter at komme op til overfladen igen og få det godt.

Det er vigtigt for mig at kunne sætte ord på de mere tunge ting her i livet. Hvorfor skal de være tabu? Nuvel er det ikke sjovt at have så tunge følelser og tanker så tæt ind på livet, det er ubehageligt og skræmmende. Eller er det? For når man er i det, så er det der jo bare … Og man må lære at takle det. Det bliver man nødt til!

Den indre styrke

Og mit budskab med det her er faktisk flere ting:

1. Man KAN få det godt igen.
2. Man lærer så meget af det.
3. Når man først er kommet igennem mørket, så kommer man ud på den anden side med en kæmpe indre styrke og rigtig meget selverkendelse.

At sige at det har været en gave, det synes jeg ærlig talt er at strække den lige en tand for langt. Det var sgu ikke nogen gave. Men ærlig talt så ville jeg ikke være det foruden (nu). Jeg har valgt at lægge mit liv om. Jeg lever efter det, der er godt for mig og gør mig glad. Jeg lader mig ikke følge af flokken og spekulerer ikke så meget over, hvad andre mon tænker. Jeg tør gøre ting, der måske ikke altid virker særlig rationelt, men jeg godt tør stole på min mavefornemmelse og det, mit hjerte fortæller mig.

Og så har jeg fået en helt anden forståelse for livet – en forståelse, som jeg synes er dyrebar. Jeg kan godt rumme den mørke side nu og er ikke bange for den. Jeg tør være sammen med folk, som ikke har det godt. Jeg tør spørge ind til dem og lytte til, hvordan de har det, samtidig med at jeg sørger for også at kunne sige fra og huske at passe på mig selv i det.

Få publikummer

Desværre var der ikke ret mange, der mødte op til arrangementet i søndags. Faktisk var de hovedsagligt folk med tilknytning til galleriet: mig og de to musikere, en mor og søster til den ene af musikerne og galleriets ejer og dennes far. Det var det.

Men lige da, jeg troede, der ikke kom flere (“rigtige”) publikummer – og jeg må indrømme, jeg var en smule skuffet – så gik døren op, og to af mine tidligere kollegaer trådte ind i lokalet. Nøj, hvor blev jeg bare glad! Jeg fik sådan en fornemmelse af, at jeg alligevel havde været betydningsfuld på min gamle arbejdsplads, fordi de havde taget turen til Svendborg. Det var simpelthen så fedt.

Og med to ekstra mennesker, så kunne vi faktisk også fylde stolene ud i det lille, hyggelige galleri. I hvert fald da vi lavede en taburet om til chokolade- og småkagebord til gæsterne midt i lokalet.

 

Optakt til arrangementet

Nogle uger forinden holdt jeg sammen med galleriets ejer Nanna et møde med de to musikere. Jeg læste op af en af mine tekster og fortalte baggrunden for at have skrevet teksterne. Halvanden uge senere mødtes vi hjemme hos mig til en øveaften. Oliver og Jon skulle finde frem til en tone, som passede ind i teksternes stemning. Det er mig næsten ubegribeligt, hvordan de gør det, og jeg ville sådan ønske, jeg selv kunne – skabe en melodi altså. Måske kan jeg … Hvem ved?

Hvorom alting er, så fandt vi frem til noget, der fungerede godt, og Oliver og Jon gik i bootcamp, så det kunne blive finpudset. Jeg havde dermed en fornemmelse for, hvordan vi ville komme til at lyde sammen, men det var også lidt spændende for mig at høre det endelige resultat.

Resultatet

Jeg blev i hvert fald meget tilfreds med det hele, og jeg tror også, musikerne selv var tilfredse med det. Publikum blev inviteret til at dele deres tanker efterfølgende. Og den generelle opfattelse var, at det fungerede rigtig fint med musikken, som gav plads til eftertænksomhed efter hver enkelt tekst. Derudover havde musikken også den virkning, at den kunne løfte stemningen lidt igen efter de dybe alvorsord. Og det var det, vi havde søgt at opnå.

Alt i alt var vi glade for arrangementet, og måske finder vi på at lave mere sammen. Vi holder i hvert fald kontakten.

I uge 18 afholder PIO Psyk Info Odense en minikulturuge på Teater Momentum i Odense. De har inviteret mig til at deltage i deres arrangement. Jeg skal læse op af mine tekster mandag d. 27. april. Så sæt gerne et kryds i kalenderen. Det skal nok blive fint.

// Sara